Teenagepige fandt mors betalingskort og brugte 440.000 kroner på mobilspil, hvilket tømte familiens opsparing

31/03/2024 09:27

|

Nicolai Busekist

Foto: Shutterstock.com
En teenagepige i Kina brugte sin families opsparing på mobilspil. I en periode på fem måneder brugte hun cirka 440.000 kroner på sin mors betalingskort.

Andre læser også

En 13-årig pige i Kina brugte cirka 440.000 kroner af sine forældres penge på mobilspil. På den måde endte hun med at tømme deres opsparingskonto uden deres vidende.

Gong Yiwang fik nys om det store forbrug, efter hun fik et opkald fra en lærer på sin datters kostskole, som var bekymret for, at barnet var afhængig af spil med betalingsfunktioner. Det oplyser Elephant News, der er en regional tv-kanal i Henan-provinsen.

Da Gong tjekkede sin bankkonto, indså hun, at der kun stod omkring en halv krone tilbage på kontoen.

Hun opdagede senere, at hendes datter i en periode på omkring fem måneder havde brugt over 440.000 kroner på diverse mobilspil, ifølge Elephant News. Pigen overførte også penge til mindst 10 klassekammerater, som ønskede at købe spilprodukter til sig selv. Det var det, der bragte de samlede omkostninger op på det førnævnte beløb.

"Jeg havde aldrig troet, at en 13-årig pige kunne gøre dette. Jeg er i chok. Mit hoved føles som om det vil eksplodere," sagde Gong til Elephant News.

Gongs datter fortalte grædende til Elephant News, at hun havde forbundet sin mors betalingskort til sin mobiltelefon, men ikke vidste, hvor pengene kom fra eller hvor meget hun brugte. Hun sagde, at hun huskede, at hendes mor fortalte hende kontoens kode ved en tidligere lejlighed.

Hun fortalte, at hendes skolekammerater lagde mærke til hendes nyfundne købekraft og pressede hende til at give dem penge.

"Hvis jeg ikke sendte dem penge, ville de generere mig hele dagen. Hvis jeg fortalte det til læreren, var jeg bange for, at læreren ville fortælle det til mine forældre, og at mine forældre ville blive vrede," sagde hun til Elephant News.

Hun slettede også chat- og transaktionsoptegnelser for at skjule betalingerne for sine forældre, ifølge mediet.

Gong sagde, at hun havde kontaktet flere betalingsplatforme for at anmode om refusion, men endnu ikke havde fået dækket sit tab på det fulde beløb.

Historien om pigens forbrugsvaner gik viralt i Kina og fik mere end 140 millioner visninger på Weibo, som er Kinas version af Twitter, ifølge Insider.