Sarah fandt donor i Facebook-gruppe: Efter hun blev gravid, fik hun chokerende besked

16/05/2023 20:55

|

Thea Andersen

Foto: Shutterstock.com
34-årige Sarah fik næsten et hjerteanfald, da lægerne fortalte det.

Mest læste i dag

Sarah Mangat fra Canada besluttede sig for at få børn alene efter at have været single i otte år.

Hendes oprindelige plan var at bruge en sædbank, men hun fandt processen upersonlig og klinisk.

Derfor tog hun sagen i egen hånd og blev medlem af gruppen "Canadian Sperm Donors" på Facebook, hvor hun fandt en passende kandidat, skriver norske Dagbladet.

34-årige Sarah blev fulgt op af en fertilitetsklinik i Ontario i 14 måneder, hvor hendes cyklus blev nøje overvåget af lægerne.

Da tiden var inde, blev Facebook-mandens sæd insemineret, og Sarah blev gravid i første forsøg. Men til hendes store overraskelse fik hun senere at vide, at hun var gravid med tvillinger.

- Jeg fik næsten et hjerteanfald, da lægerne fortalte mig, at der var to, siger hun til nyhedsbureauet South West News Service (SWNS) ifølge The Independent.

Desuden fortalte de hende, at risikoen for abort og for tidlig fødsel var høj.

Født alt for tidligt

På grund af komplikationer i graviditeten blev tvillingerne født allerede i uge 27.

Døtrene, Elora og Addison, kom til verden den 30. april 2022 på Mount Sinai Hospital i Toronto og vejede tilsammen mindre end to kilo.

- De var så små. De lignede rumvæsener, fortæller Sarah.

De skulle behandles for blandt andet hjertefejl, blødninger i hjernen, gulsot og en række infektioner, og havde også brug for blodtransfusioner og hjælp med vejrtrækningen.

Efter 79 dage på hospitalet fik Mangat endelig begge sine piger hjem.

- Jeg kan ikke forestille mig et liv uden mine døtre. Det er den bedste beslutning, jeg nogensinde har taget, siger moderen til to til SWNS.

- Jeg havde prøvet alle dating-apps i verden, men aldrig mødt nogen. Man kan ikke vente for evigt på, at den rigtige dukker op, siger den 34-årige.