En afslappet dykkertur resulterede i et vildt fund skjult under sandet

En dykker tæt på Arzachena opdagede metalgenstande på havbunden og alarmerede myndighederne, der derefter dokumenterede et skatkammer fyldt med bronzemønter fra det 4. århundrede. De første vægtbaserede opgørelser anslår, at der kan være mellem 30.000 og 50.000 mønter.

Mønterne lå spredt ud over et stort område med sand mellem stranden og undervands-søgræs. Der blev også fundet fragmenter af amforaer, som formentlig stammer fra værksteder i Afrika og Asien – et tegn på, at der fandt handel sted langs denne kyst i senromersk tid.

“Fundet af skatten ud for Arzachena er en af de vigtigste møntopdagelser i nyere tid,” udtalte Luigi La Rocca, generaldirektør for arkæologi, kunst og landskab ved Italiens kulturministerium, ifølge Earth.

Selvom den statslige arkæologichef satte ord på betydningen af fundet, kan man spørge, hvorfor dette skulle interessere andet end entusiaster. Opdagelser som denne giver et indblik i et præcist øjeblik i det romerske riges økonomi og politik – en tid præget af magtskaber og reformer, der ændrede økonomiske transaktioner.

Skatten blev fundet ud for Sardiniens nordøstlige kyst, nær nutidens Arzachena. Havbunden er her lavvandet, og strømme fordeler objekter over et stort område uden at dække dem dybt.

Undersøgelserne har kortlagt to hovedzoner, hvor mønterne er spredt i sandet omkring tæt voksende søgræs. Dette er væsentligt, da plantens rødder stabiliserer sedimentet, men samtidig tillader mønter og keramiske skår at stikke op over overfladen.

Fundene indikerer handel over Middelhavet. Hvis nogle af genstandene stammer fra Nordafrika og andre fra østlige provinser, tyder det på, at købmænd blandede varer fra flere handelsruter på samme rejse.

De fleste mønter er folles, store bronzemønter indført under kejser Diocletians valutareform. De første folles vejede omkring ti gram og var belagt med et tyndt sølvlag for at forbedre deres udseende. Senere blev både vægten og sølvindholdet reduceret – et tegn på, at imperiet var under økonomisk pres for at finansiere hære og offentlige projekter. På trods af faldende metalindhold bevarede mønterne deres værdi og blev fortsat brugt i handelen.

I begyndelsen af det 4. århundrede var folles i omløb i hele imperiet, og en sømand kunne bruge samme mønt som en landmand i indlandet. Sådanne fund hjælper historikere med at kortlægge, hvor langt mønterne spredte sig.

Store mængder mønter fortæller ofte en historie om fare. En last kunne gå tabt under en storm, eller en kaptajn kunne have gemt løn til at uddele på næste havn.

Fundstedet ligger tæt på en naturlig havkorridor, hvor bølger og strømme aftager og samler genstande. Mønter kunne være drysset ned i sandet, hvis en beholder brød sammen.

Arkæologer vil undersøge, om der findes et skibsvrag i nærheden, og om amforaerne stammer fra den samme hændelse som mønterne. Hvis det er tilfældet, kan forskerne rekonstruere rejseforløbet og muligvis afslutningen på det.

Middelhavets søgræs, især Posidonia oceanica, kan bevare artefakter i iltfattige forhold, som bremser nedbrydning. Forskning viser, at disse undervandsenge danner tykke sedimentlag, der stabiliserer og beskytter de nedsænkede fund.

Søgræsene dæmper bølger og indfanger partikler. Kombinationen af roligt vand og fast bund gør havbunden til et roligt arkiv, hvor mønter og keramik kan overleve i århundreder.

Når søgræsenge forsvinder som følge af forurening, anker eller varme, kan fund hurtigt erodere. At beskytte disse levende systemer er derfor en måde at bevare kulturarven på.

For at sætte omfanget af fundet i perspektiv kan det være nyttigt at sammenligne med et britisk fund, Seaton Down Hoard i Devon, der blev opdaget i 2013 og indeholdt 22.888 romerske mønter, som nu kan ses på et museum.

Selv med det laveste estimat overstiger fundet på Sardinien Seaton-fundet med god margin, og dermed etablerer det sig som et nyt referencepunkt for senromersk møntcirkulation i den vestlige del af Middelhavet.