I over ti minutter var indbrudstyven optaget af en gul badeand. Bagefter stjal han seks håndklæder og cyklede væk.
Klokken var lidt over to om natten, da manden dukkede op i haven. Familien i huset på Whitefield Avenue sov, og alt var stille.
Han var kommet på cykel. Ingen kendte ham, og han havde ingenting at gøre på den private grund i Chatham County i den amerikanske delstat Georgia.
Alligevel gik han målrettet mod poolen, som om han havde gjort det hundrede gange før.
Først tog han sig en svømmetur i familiens pool. Bagefter satte han sig godt til rette i den varme jacuzzi ved siden af.
Og det var her, det blev mærkeligt.
En gummiand fangede hans opmærksomhed
I jacuzzien flød der en lille gummiand. Sådan en helt almindelig gul badeand, som børn leger med.
Manden fik øje på den – og så gik der noget helt galt.
I over ti minutter sad han og legede intenst med gummianden, mens overvågningskameraet filmede det hele. Politiet beskriver, at han blev nærmest besat af den. Det skriver Fox 5 Atlanta.
“Han trængte ind på deres ejendom, brugte deres jacuzzi, blev besat af deres gummiand og stjal så deres poolhåndklæder,” fortæller politiet i Chatham County.
Da han endelig rev sig løs fra badeanden, var natten ikke forbi endnu.
Seks håndklæder forsvandt i cykelkurven
På vej ud snuppede manden nemlig seks luksushåndklæder. Hvert af dem kostede omkring 200 dollars (cirka 1.400 kroner), så tyven cyklede væk med håndklæder til en samlet værdi af 1.200 dollars (cirka 8.300 kroner).
Han pakkede dem pænt ned i cykelkurven foran på styret og trådte roligt i pedalerne. Klokken var mellem 2.15 og 5.30, da det hele fandt sted natten til den 1. september.
Politiet lægger ikke skjul på, at det ikke ligefrem er århundredets forbrydelse.
“Det er selvfølgelig ikke den største forbrydelse, vi har haft i denne måned, men den har en høj ulækkerhedsfaktor. Så vi vil gerne finde ham, så han ikke gør det her mod nogen andre,” siger politiet.
Overvågningsvideoen er siden gået viralt, og manden er endnu ikke fundet. Politiet i Chatham County beder folk om at hjælpe med at identificere ham gennem deres app eller online tip-formular.