Jesper Bengtson
Hun har kun én ting tilbage at ønske sig – og hver gang får hun det samme svar.
Anna Rochford sidder i den samme stol hjemme i Adelaide. Det er her, hun tilbringer sine dage. Hun har ikke kunnet gå i ti år.
Den 57-årige kvinde lider af avaskulær nekrose, en sygdom hvor knoglerne langsomt dør indefra. Hun vejer 36 kilo, og smerterne slipper hende aldrig.
“Det er så smertefuldt … jeg ville ikke ønske det for nogen. Lægerne har aldrig set noget lignende,” fortæller hun til ABC News.
Hun beskriver det, som om der bliver hældt syre i hendes knogler døgnet rundt. Hendes læge siger, at sygdommen har forkortet hendes liv betydeligt.
En bror på den anden side af kloden
For at forstå, hvad Anna ønsker sig, må man tilbage til barndommen.
Hun og broren Clinton Barrett blev skilt ad som små børn og anbragt på hver sit børnehjem i Indien, efter deres mor døde. De fandt først hinanden igen, da Anna var teenager. Da opdagede de, at de var fem søskende i alt.
I dag er tre af dem døde.
“Alle tre er gået bort, så det er kun ham og mig … han er den eneste familie, jeg nogensinde har kendt,” siger hun.
Clinton bor stadig i Indien med sin kone og søn. Tidligere fløj Anna over og besøgte ham hvert år. Men det kan hendes krop ikke længere klare. Så nu er det ham, der må komme til hende. Det eneste hun ønsker sig, er at se sin bror en sidste gang.
Tre afslag på ét år
Familien søgte om et besøgsvisum til Clinton. Anna og hendes mand Paul tilbød at betale hele rejsen, stille en økonomisk sikkerhed og fremlægge lægeerklæringer.
Alligevel sagde det australske indenrigsministerium nej. Ikke én gang, men tre gange på ét år.
Begrundelsen var, at Clinton ikke havde givet nok økonomiske oplysninger, og at familiens tilbud om at forsørge ham “ikke i sig selv er tilstrækkeligt bevis for, at et ægte midlertidigt ophold er hensigten.”
“De bliver ved med at sige nej. De er overbeviste om, at han vil stikke af, og de vil ikke lade ham komme,” siger Anna.
For Paul er afslagene næsten uudholdelige at se på.
“Jeg kan ikke hjælpe med sygdommen, og jeg kan ikke hjælpe med immigrationen. Så jeg føler mig lidt ubrugelig. Det eneste jeg kan gøre, er at være der og elske hende, hvilket jeg gør,” siger han.
Han lægger ikke skjul på, hvor det bærer hen.
“Jeg vil ikke sige det, for jeg vil ikke have, at hun dør, men det går ned ad bakke,” siger han. “Der er ingen kur … hun har prøvet alle tænkelige lægemidler – de tager kun fem til ti procent af smerten.”
Tiden løber fra hende
Anna ved godt, hvad der venter. Når knoglerne er helt døde, kan lægerne kun holde smerterne nede.
Derfor haster det med at få broren over, mens hun stadig kan.
“Det er bare skræmmende, for jeg vil gerne have ham herover, mens jeg i det mindste kan tale lidt med ham, før det bliver værre. Hvad er ellers pointen?” siger hun.
Indenrigsministeriet oplyser til ABC News, at alle visumansøgninger bliver vurderet ud fra ansøgerens egne oplysninger og fra sag til sag. Anna og hendes bror har endnu ikke fået det ja, de venter på.
