Mere end halvdelen af de danske bilister har inden for de seneste tre måneder været vidne til aggressiv opførsel i trafikken.
Det viser en ny undersøgelse foretaget af Human Engage for GF Fonden, der ejer GF Forsikring sammen med sine mere end 375.000 medlemmer.
Den høje forekomst af vejvrede vækker bekymring hos Martin Rundager, direktør for Skadehjælp i GF Forsikring.
"Jeg er overbevist om, at mange uheld og skader kunne undgås, hvis bilister tog en dyb indånding og talte til ti, før temperamentet løb af med dem. Når frustrationen over andre trafikanter tager overhånd, fjerner det fokus fra det vigtigste: at køre sikkert," siger han.
Irriterende situationer i trafikken
Undersøgelsen viser, at visse situationer særligt vækker irritation blandt bilisterne. Disse inkluderer farlige overhalinger, for tæt kørsel bagved andre og langsom indfletning på motorvejen.
Kommunikation er nøglen
Selvom mange oplever aggressiv kørsel, viser undersøgelsen også, at 7 ud af 10 ikke selv har reageret vredt i trafikken de seneste tre måneder.
Omkring halvdelen af bilisterne vil dog sige fra, hvis de kører med en aggressiv chauffør – og det er en vigtig del af løsningen, mener Helle Nielsen, uddelingschef i GF Fonden.
"Vi skal blive bedre til at tale åbent om vejvrede, præcis som vi har gjort med spritkørsel. Det skal være socialt uacceptabelt at reagere voldsomt i trafikken, fordi det skaber unødige farer," forklarer hun.
Unge bilister er mere selvbevidste
Undersøgelsen peger på, at yngre bilister i højere grad erkender, at deres egen travlhed eller sindstilstand kan føre til vejvrede. Ældre bilister derimod oplever typisk deres frustration som en reaktion på andres adfærd.
Martin Rundager mener, at de unges tilgang kan tjene som inspiration for alle:
"De unges evne til at se indad er noget, vi andre kan lære af. Hvis vi bliver bedre til ikke at tage tingene personligt og i stedet udviser mere overskud i trafikken, kan vi forhåbentlig reducere vejvrede og i sidste ende mindske antallet af skader," siger han.
Sådan holder du vejvrede i skak
At undgå at blive påvirket af andres aggressive kørsel er nemmere sagt end gjort. Psykolog og vredeshåndteringsekspert Jens Einar Jansen giver følgende råd til at bevare roen bag rattet:
Tag afsted i god tid – stress øger risikoen for frustration.
Skab en behagelig stemning i bilen – lyt til afslappende musik eller tal med dine passagerer.
Lad være med at tage andres fejl personligt – måske er de uopmærksomme, fordi de er nye bilister eller ikke kender området.
Ved at tage disse forholdsregler kan vi alle bidrage til en mere sikker og afslappet trafik.