Flere apps holder bedre øje med dig end din mor gjorde, da du var 14 og havde fået din første scooter, og måske ligger de i din lomme - nærmere bestemt på din telefon.
I dag har de fleste af os telefonen fulde af apps, men nogle af dem følger dig tættere, end du nok lige går og tror.
Vi snakker ikke bare om lidt nysgerrighed - vi taler om decideret overvågning. Så det kan være på høje tid at få ryddet op på mobilen.
Det skriver mediet futurezone.de.
1. Den lyse idé, du bør slukke for
Det lyder uskyldigt nok: en lommelygte-app.
Men din telefon har allerede både blitz og skærmlys. Ekstra apps er ikke bare overflødige - de kan også være decideret farlige.
"Gratis flash-apps er ofte høje sikkerhedsrisici," siger Harold Li fra ExpressVPN.
Mange af dem vil snuse i dine kontakter, optage lyd og samle dine data op som en tør svamp på en våd dag. Slet, sluk, og brug det indbyggede lys i stedet.
2. Spil med skjult dagsorden
Selv legendariske spil som Angry Birds har været nævnt i forbindelse med dataovervågning.
Ifølge whistleblower Edward Snowden brugte NSA spillet til at tappe brugernes data.
Udviklerne siger, at sikkerhedshullerne er lappet, men har du lyst til at tage chancen for lidt fjollet fugleflyvning?
3. Din digitale træningsmakker
Træn, løb og sov med din mobil? Det kan koste mere end bare batteri.
Mange sundhedsapps registrerer præcist, hvor og hvornår du bevæger dig. Hvis det ryger i de forkerte hænder, ved folk pludselig, hvornår du ikke er hjemme.
4. Deler mere end bare dine selfies
Du uploader et billede fra poolen i Palma - og bang, hele internettet ved, at du ikke er hjemme.
Facebook, Instagram og WhatsApp bruger placeringer som om det var fredagsslik. Slå placering fra, og tænk dig om, før du deler.
5. Hjælpsomme og lidt for nysgerrige
Jo jo, det er da smart, at Maps foreslår ruten til dit arbejde kl. 7.52 hver morgen.
Men det betyder også, at den har gemt din rutine. Mange kort-apps husker din færden lidt for godt - og det gør dem til en guldgrube for annoncører og potentielt uvedkommende.
Så næste gang du swiper gennem dine apps, så tag et kritisk blik, og giv de mest snushaner sparket.