I mange år har Samsung haft en dominerende position på det globale smartphone-marked, mens Apple har været danskernes foretrukne mærke. Nu er der dog sket en markant ændring i det globale magtforhold.
Ifølge det østrigske medie Oe24 har Apple for første gang nogensinde overtaget førerpositionen som verdens største smartphoneproducent – foran rivalen Samsung.
Historisk skifte
Nye tal fra 2025 afslører, at Apple nu sidder på 19 procent af verdensmarkedet og samtidig har oplevet en imponerende vækst på fire procent i årets første kvartal. En væsentlig årsag til succesen er den populære iPhone 16e, som har solgt over al forventning.
Især markeder som Japan, Indien og flere lande i Sydøstasien har bidraget til Apples fremgang, hvor efterspørgslen er steget markant.
Hos Samsung er situationen knap så positiv. Den sydkoreanske tech-gigant er nu henvist til andenpladsen og har måtte se sin markedsandel falde med fem procent. Selvom den nye Galaxy S25-serie netop er lanceret og kan ændre udviklingen, har Apple i øjeblikket et solidt greb om toppen.
Kinesiske producenter i fremgang
Xiaomi fastholder sin position som verdens tredjestørste producent med en markedsandel på 14 procent. Herefter følger Vivo og Oppo med hver otte procent.
Det er også værd at bemærke, at Huawei har genvundet fodfæste på det kinesiske hjemmemarked, mens brands som Honor og Motorola stadig har svært ved at bryde igennem globalt.
Mens Apple fejrer sin nye topplacering, florerer der allerede rygter om, hvad næste skridt bliver. Flere kilder peger på, at en foldbar iPhone kan se dagens lys i 2026 – men det er endnu uvist, om det bliver til virkelighed.