Hver vinter bliver det lille brune rovdyr kridhvidt: Pelsen har et navn, som kun konger engang måtte bære

Mød lækatten. Et lille, slankt rovdyr med en orangebrun ryg, en cremehvid strube og en krop, der sjældent bliver mere end en håndfuld centimeter lang.

Den hører til mårfamilien, i familie med både væslen og odderen, og den latinske betegnelse er Mustela erminea. Fra snudespids til halerod måler den typisk mellem 24 og 32 centimeter, og oven i det kommer en hale på 9 til 14 centimeter.

Den er let at kende på sin måde at bevæge sig på. Den springer af sted i små buer og krummer ryggen for hvert spring. Det skriver The Wildlife Trusts.

Men det er ikke sommerudgaven af lækatten, folk har talt om i århundreder.

Når kulden vender pelsen

For i de koldere egne sker der noget om vinteren. Lækatten skifter ham, og den varme brune pels viger for en helt anden dragt.

Dyret bliver næsten kridhvidt. Kun yderst på halen sidder en sort spids tilbage, og den sorte dup følger lækatten året rundt, sommer som vinter.

Den nye vinterpels er ekstra tæt. Den holder det lille dyr varmt i kulden, og samtidig gør den hvide farve lækatten næsten usynlig mod sneen, så byttet ikke ser den komme.

Og det er her, det berømte navn kommer ind.

Den hvide vinterpels kaldes hermelin. Det er netop det ord, man kender fra kongekroninger og ceremonielle kåber, hvor den snehvide pels med de små sorte haledupper har pyntet fornemme skuldre i Europa i generationer.

Historisk var hermelin så eftertragtet, at det blev et statussymbol for de allerøverste. Under den engelske kong Edvard den 3. i 1300-tallet blev retten til at bære hermelin forbeholdt kongefamilien og den øverste adel, og siden kunne man aflæse en persons rang på mønsteret af de sorte prikker i pelsen. Den dag i dag pryder hermelin de ceremonielle kåber i det britiske Overhus.

Samme lille rovjæger, der om sommeren lister brunt gennem græsset efter mus og kaniner, bærer altså om vinteren en dragt, der engang var forbeholdt konger.