En gammel træningsform har fået nyt liv. På sociale medier, herunder særligt på det sociale medie TikTok, er der stor begejstring for træning med vægtvest eller rygsæk. Dette kaldes for 'rucking', og er begyndt at vinde mere og mere frem på det seneste.
Det er en træningsform, der i rigtig mange år har været anvendt i forbindelse med militærtræning, skriver Health.
Det betyder dog slet ikke, at det ikke kan gavne almindelige mennesker. Faktisk kan det være til stor gavn, da ekstra vægt gør kroppen godt på mange måder. Det udvikler styrke, udholdenhed og generel kondition, skriver Healthline.
Ekstra vægt på ryggen udfordrer især coremuskulaturen og underkroppens muskler og forbedrer udholdenhed, ifølge Health. Det kan desuden være et godt alternativ til løb, skriver Runner's World.
Hvis målet er vægttab, kan ekstra vægt også hjælpe med det. Health skriver, at 'rucking' forbrænder mere energi end almindelig gang. Hvis du har et mål om at tabe dig, men ikke har lyst til f.eks. at løbe eller cykle, så kan det måske være noget for dig.
Det bedste er, at denne træning ikke kræver dyrt specialudstyr. Der findes vægtveste på markedet, men man kan starte med en almindelig rygsæk, som man blot kan fylde med hvad som helst, der giver den ønskede ekstra vægt.
Health foreslår at justere rygsækken, så vægten er højt på ryggen, da den helst skal være ved skulderbladene. For lavt hængende vægt kan belaste lænden, hvilket i værste fald kan ende med at give dig skader.
I starten bør man være forsigtig med at fylde for meget vægt i rygsækken. Runner's World anbefaler at begynde med fem til ti kilo ekstra vægt. Healthline foreslår at bære cirka ti procent af ens kropsvægt. En person på 60 kilo bør derfor bære seks kilo.
Turene bør i starten være korte, hvorfor de ikke skal vare mere end 15 minutter til en halv time. Længden og vægten kan øges med tiden.
Health minder om, at 'rucking' ikke er for alle. F.eks. vil det ikke være godt for personer med slidgigt eller muskuloskeletale lidelser. Det er heller ikke velegnet for personer, der skal undgå ledstress eller har en historie med belastningsskader, lyder det.