Det er ingen hemmelighed, at unge piger i mange år har været optagede af skønhed – og det er næppe noget, der ændrer sig foreløbigt.
En undersøgelse fra sidste år viser, at hele 76 procent af forældre til piger mellem 7 og 17 år fortæller, at deres børn allerede har en fast hudplejerutine.
Men et nyt banebrydende studie fra Northwestern University advarer nu om, at disse piger bruger store summer på hudplejeprodukter, som i værste fald kan irritere huden og ikke beskytter mod solens farlige stråler.
– Det er bekymrende at se så mange unge piger bruge så meget tid og opmærksomhed på deres hud, udtaler Dr. Molly Hales, hovedforfatter bag studiet og speciallæge i dermatologi ved Northwestern University's Feinberg School of Medicine, ifølge New York Post.
I undersøgelsen oprettede Hales og en kollega hver deres TikTok-profil, hvor de udgav sig for at være 13-årige piger. Her indsamlede de 100 forskellige videoer fra appens 'For You'-feed.
De analyserede indholdsskabernes alder, hvilke produkter der blev brugt, og hvor meget rutinerne kostede. Resultatet var slående: Piger mellem 7 og 18 år brugte i gennemsnit seks forskellige hudplejeprodukter – nogle endda over et dusin.
Ifølge forskerne bruger disse piger i gennemsnit omkring 168 dollars (cirka 1.100 kroner) om måneden på hudpleje. I ekstreme tilfælde løb udgifterne op i over 500 dollars (mere end 3.260 kroner).
De mest populære videoer viste ofte rutiner med mange aktive ingredienser – i gennemsnit 11 forskellige. I én video kunne man se en ung pige påføre 10 produkter på blot seks minutter.
– Undervejs begynder hun at klage over ubehag og en brændende fornemmelse, og mod slutningen udvikler hun tydelige tegn på hudirritation, fortæller medforfatter Dr. Tara Lagu, lektor i medicin og samfundsvidenskab ved Feinberg.
Ifølge Hales skyldes reaktionerne blandt andet kombinationen af aktive ingredienser, der ikke bør bruges sammen – eller at den samme ingrediens bliver påført flere gange uden, at brugeren er klar over det.
Derudover risikerer pigerne at gøre huden mere følsom over for sollys og udvikle allergisk kontakteksem – en hudlidelse, der viser sig som udslæt. Risikoen for skader stiger markant, når så mange produkter bruges uden viden eller vejledning.
Studiet viste desuden, at kun 26 procent af de undersøgte daglige rutiner inkluderede solcreme – til trods for, at solbeskyttelse er afgørende for at forebygge hudkræft.
Undersøgelsen, som er den første af sin slags i et fagfællebedømt tidsskrift, blev offentliggjort i Pediatrics og kaster ikke kun lys over sundhedsrisici, men også over potentielle mentale konsekvenser.
Videoer med hudpleje på sociale medier kan nemlig påvirke unges selvbillede og fremme urealistiske skønhedsidealer.
– Mange af de populære videoer fremhæver lys og fejlfri hud, siger Lagu.
– Vi stiller meget høje krav til disse piger, tilføjer Hales. – Sundhed er blevet en form for dyd, men idealet om sundhed er tæt knyttet til idealer om skønhed, slankhed og hvidhed. Det problematiske ved hudpleje er, at det foregiver at handle om sundhed.
TikTok oplyser, at platformen er forbeholdt brugere over 13 år, og at yngre brugere bliver fjernet. Ikke desto mindre er der mange under 13, der bruger appen. Ifølge TikTok samarbejder virksomheden med eksterne eksperter og sundhedsprofessionelle for at sikre passende retningslinjer og trygge rammer for børn og unge.