Statens Serum Institut har opdateret listen over danske områder, hvor en flåt kan smitte med hjernebetændelse.
Bornholm og Tisvilde Hegn er fortsat de eneste etablerede TBE-foci i Danmark, men Statens Serum Institut (SSI) udpeger samtidig 13 andre kommuner som mulige risikoområder for flåtbåren hjernebetændelse i 2026.
Sygdommen ses kun i et fåtal af tilfælde i Danmark. SSI angiver normalt under fem registrerede tilfælde om året, men forløbet kan være alvorligt. Cirka én ud af tolv smittede udvikler egentlig hjernebetændelse, og af dem får omkring en tredjedel varige skader på nervesystemet.
Tisvilde og otte nordsjællandske kommuner
De to etablerede foci ligger på Bornholm og i Tisvilde Hegn med omegn, der dækker dele af Halsnæs og Gribskov kommuner. Listen over otte mulige nordsjællandske områder, hvor SSI har påvist tilfælde siden 2021, omfatter Lyngby-Taarbæk, Allerød, Fredensborg, Furesø, Helsingør, Hillerød, Hørsholm og Rudersdal.
Dertil kommer fem kommuner med enkelte sporadiske tilfælde: Vordingborg, Faxe, Egedal, Odsherred og Randers.
Et særligt træk ved TBE er hastigheden. SSI oplyser, at virussen kan overføres allerede i løbet af få minutter, efter en flåt har bidt sig fast.
Symptomer kommer i to bølger
Inkubationstiden er typisk 7 til 14 dage efter biddet, og tre fjerdedele af de smittede mærker slet ingenting. Den fjerdedel, der får symptomer, oplever først nogle dages influenzalignende ubehag i form af feber, muskelømhed og hovedpine.
Efter et symptomfrit ophold på op til tre uger kan en anden fase følge med kramper, ensidige lammelser, bevidsthedspåvirkning og personlighedsændringer. Hos den tredjedel, der får påvirkning af centralnervesystemet, kan skaderne sætte sig som høretab, kognitive problemer eller tremor i årevis eller permanent.
Der findes ingen behandling, der angriber virussen, og lægerne kan kun lindre symptomerne hos de hårdest ramte.
Vaccinen koster cirka 1.000 kroner
Den eneste forebyggelse ud over flåt-tjek er en vaccine, TicoVac. Sundhedsstyrelsen har ingen generel anbefaling om vaccination, men SSI peger på, at den kan overvejes af personer, der jævnligt færdes uden for stier i risikoområderne. Det omfatter særligt jægere, skovarbejdere, svampesamlere, orienteringsløbere og campere.
Grundforløbet kræver tre doser. En enkelt dosis TicoVac koster 335,20 kroner ifølge Danmarks Apotekerforening, mens børneversionen TicoVac Junior står til 327,45 kroner. Et fuldt forløb lander dermed på cirka 1.000 kroner i vaccinepris alene, før et eventuelt vaccinationsgebyr fra apoteket.
For at få fuld effekt inden risikosæsonen anbefaler SSI, at man påbegynder de tre doser i god tid, helst i vintermånederne. Risikosæsonen løber fra maj til oktober.
Tjek dig selv efter skovturen
Hovedreglen fra SSI er at dække huden med lange bukser, langærmet tøj og fast fodtøj, gerne lyst, så flåter er nemmere at få øje på. Efter en skovtur bør man tjekke kroppen grundigt for flåter, særligt i armhuler og knæhaser, omkring lysken, bag ørerne, på nakken og i hovedbunden.
Sidder en flåt fast, skal den fjernes hurtigt. SSI anbefaler at bruge en “pincet, flåtfjerner eller blot neglene” til at hive den ud så tæt på huden som muligt, uden at mase kroppen, så maveindholdet ikke presses ind i såret.