I din tarm findes der lige nu op til 100 billioner bakterier, der udgør op til 1,5 kilo af din kropsvægt.
I de seneste år er forskere begyndt at forstå, hvordan dette komplekse samfund af mikroorganismer, der kaldes for mikrobiomet, kan være nøglen til god sundhed og påvirke risikoen for forskellige sygdomme.
Jo mere varieret tarmens mikrobiom er, jo bedre. Men hvordan kan man påvirke dette økosystem gennem hele livet? Et østrigsk forskerteam mener nu at have fundet en del af svaret ved at gennemgå tidligere studier på området.
I deres meta-analyse, offentliggjort i tidsskriftet Gut Microbiome, fandt de støtte til teorien, som har været fremme i flere år: Indtagelse af frugt og grøntsager kan hjælpe med at øge bakteriernes diversitet i tarmen, hvilket kan fremme sundheden.
Større diversitet øger modstandskraften
Indtagelse af frugt og grøntsager, især i småbørnsalderen, påvirker immunsystemets udvikling positivt, da tarmens mikrobiom udvikles i de første tre leveår. Men også derefter er diversiteten i tarmens mikrobiom gavnlig for sundhed og modstandskraft.
"Det påvirker simpelthen alt. Diversitet styrker hele kroppens modstandskraft," siger Gabriele Berg, leder af Institut for Miljøbioteknologi ved Graz Universitet, i en pressemeddelelse.
I undersøgelsen opregnede forskerteamet først mikrobiomets sammensætning fra hele 156 frugter og grøntsager og deres overflader og sammenlignede derefter disse data med to studier om tarmflora. Det ene studie undersøgte spædbørns tarmbakterier, og det andet undersøgte voksne tarmbakterier.
På denne måde fik forskerne adgang til data fra i alt cirka 2.500 afføringsprøver, og med dette omfattende materiale kunne de påvise tilstedeværelsen af mikrober fra frugt og grøntsager i menneskers tarme.
Ifølge forskerne viser resultaterne, hvor vigtigt det er at stille strenge krav til både fødevareforarbejdning og produktion, da jord, gødning og pesticider alle påvirker planters mikrobiom.
"Friske frugter og grøntsager har altid det bedste mikrobiom; landbrug og fødevareforarbejdere har allerede nu en enorm indflydelse. Også fødevarers opbevaring og håndtering skal tænkes kritisk igennem igen," siger Gabriele Berg, som er en af undersøgelsens ledere.