Forskere afslører: Disse fødevarer giver en sundere tarm

08/07/2024 08:26

|

Nicolai Busekist

Forskere har afsløret, at der er særlige fødevarer, der kan være med til at give dig en sundere tarm.

Mest læste i dag

Lige nu boltrer hele 100 billioner bakterier sig i din tarm og udgør op til 1,5 kilo af din samlede kropsvægt.

De seneste år er forskere virkelig begyndt at forstå, hvordan dette komplekse samfund af mikroorganismer, der også er kendt som mikrobiomet, kan være nøglen til god sundhed og afgøre risikoen for forskellige sygdomme.

Et mangfoldigt miljø af tarmbakterier ser ud til at være det bedste. Men hvordan påvirker du økosystemet dernede gennem hele livet? Nu har et hold af forskere fra Østrig gennemgået tidligere studier og ser ud til at have fundet en del af svaret. Det skriver den norske udgave af Illustreret Videnskab.

I metaanalysen, der blev offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Gut Microbiome, understøttede de en teori, som har været fremme i årevis: Nemlig at indtag af frugt og grøntsager kan øge mangfoldigheden af bakterier i tarmen, og at disse bakterier på sigt kan gøre os sundere.

Specielt i de første tre leveår ser der ud til at være et åbent vindue for at lade de gode grøntsager kolonisere det otte meter lange organ, da samfundet af bakterier her bygges op. Men også efter de første leveår kan mangfoldigheden i tarmen sandsynligvis forbedres, hvilket giver bedre sundhed.

"Det påvirker simpelthen alt. Mangfoldigheden påvirker modstandskraften i hele organismen. Mere mangfoldighed fører til større robusthed," sagde Gabriele Berg, leder af instituttet, i en pressemeddelelse.

Forskerne nåede frem til deres konklusion ved at lave et katalog over sammensætningen af mikroorganismer i og på hele 156 typer frugt og grøntsager, som de derefter sammenlignede med to tidligere studier.

I den ene undersøgelse så forskerne på tarmbakterier hos spædbørn, og i den anden på tarmbakterier hos voksne. De næsten 2500 afføringsprøver fra studierne gjorde det muligt for forskerne at påvise mikroorganismer associeret med grøntsager og frugt i tarmen.

Forskerne mener, at resultaterne viser, hvor vigtigt det er at stille strenge krav til forarbejdningen, men også til produktionen af vores mad, da både jordbund, gødning og pesticider påvirker mikrobiomet.

"Frisk frugt og grøntsager vil altid have det bedste mikrobiom, men landbruget og fødevareindustrien har allerede en stor indvirkning. Vi skal også tænke kritisk over, hvordan maden opbevares," sagde Gabriele Berg, der var en af lederne af studiet.