Senest.dk
Forside Sport French Open: Her kan du se Holger Runes kampe

French Open: Her kan du se Holger Runes kampe

French Open: Her kan du se Holger Runes kampe
Foto: Wikimedia Commons

Danske tennisfans kan glæde sig til at se formstærke Holger Runes kampe ved grand slam-turneringen French Open på TV 2 Play og TV 2 Sport X.

Lige nu læser andre

TV 2 har erhvervet licens af rettighedshaveren Warner Bros. Discovery til at vise udelukkende Holger Runes kampe ved det forestående French Open, hvor den 20-årige dansker er blandt favoritterne.

– Vi oplever en fantastisk interesse for Holger Rune, og derfor er det meget attraktivt for os at få adgang til at vise hans kampe i French Open, som måske er den grand slam-turnering, han har størst mulighed for at vinde, siger TV 2s sportschef Frederik Lauesen og fortsætter:

– Holger Rune har momentum i øjeblikket. Det så vi, da han nåede finalen i Rom i sidste weekend, så vi er glade for også at kunne tilbyde vores seere at se Holger Runes kampe i French Open.

Læs også

TV 2 og TV 2 Sport X viser udelukkende Holger Runes kampe ved French Open. Alle kampe fra grand slam-turneringen, inklusive Holger Runes kampe, kan ses på Eurosport og discovery+, skriver TV 2 Danmark i en pressemeddelelse.

Holger Runes første modstander i French Open bliver amerikaneren Christopher Eubanks, som er nummer 75 på verdensranglisten, og danskeren, som rangerer som nummer seks i verden, kan først møde verdensetteren Carlos Alcaraz og Novak Djokovic i en eventuel finale på Roland Garros i Paris.

Hvis seedningerne i French Open holder, møder Holger Rune argentineren Sebastian Baez i anden runde, serbiske Miomir Kecmanovic i tredje runde, amerikaneren Taylor Fritz i ottendedelsfinalen og nordmanden Casper Ruud i kvartfinalen.

Lykkes det Holger Rune at besejre Casper Ruud og dermed gentage kunststykket fra sidste uges ATP Masters 1000-turnering i Rom, så bliver det potentielt til et gensyn i semifinalen ved French Open med russeren Daniil Medvedev, som danskeren tabte til i finalen i den italienske hovedstad. 

TV 2 forlængede for nylig rettighederne til ATP Tour til og med 2026 og har også rettighederne til at vise WTA Tour med Clara Tauson til udgangen af 2026.

Læs også

Ads by MGDK