Skraldemændene i København er gået i strejke på grund af utilfredshed med nye arbejdstider.
Op mod 100 skraldemænd er mødt op foran Amagerforbrændingen på Kraftværksvej onsdag morgen.
Ind- og udgang er blevet spærret af de strejkende skraldemænd, som er utilfredse med, at de skal arbejde syv timer i stedet for fem. Det oplyser Presse-fotos.dk.
Skraldemændenes strejke påvirker skraldehentningen i områder som Indre By, Christianshavn, Vesterbro, Østerbro, Nørrebro, Nordvest, Valby, Brønshøj, Husum, Frederiksberg, Amager, Tårnby og Dragør.
Politiet har været på stedet, hvor de har talt med de mange mennesker, men da der ikke har været nogen form for uro eller risiko for det, har politiet valgt at forlade stedet igen.
Tidligere havde skraldemændene frihed under ansvar, da de selv kunne bestemme, hvor mange timer de skulle arbejde, så længe opgaverne blev klaret.
Nu har Københavns Kommune, sammen med andre aktører, forhandlet frem til, at skraldemændene skal arbejde syv timer, lyder det.
Strejken startede mandag, og tirsdag blev der holdt møde, hvor konklusionen var, at arbejdet skulle genoptages onsdag morgen.
Det er dog ikke sket, og i stedet er de mange medarbejdere mødt op ved Amagerforbrændingen for at vise deres utilfredshed med de nye arbejdstider.
Det er endnu ikke klart, om strejken vil fortsætte og påvirke skraldehentningen i de ovennævnte områder yderligere.