Sidste skoledag aflyst: Gjorde uhyggeligt fund i karameller

17/05/2023 16:54

|

Thea Andersen

Foto: PR/Carletti
Den ellers festlige sidste skoledag endte med at blive aflyst for eleverne på Sankt Annæ Gymnasium Grundskole.

Mest læste i dag

Sidste skoledag i folkeskolen rimer for mange på festlig udklædning og masser af karameller. Netop karameller var grunden til, at dagen blev aflyst for eleverne på Sankt Annæ Gymnasium Grundskole.

I flere af karamellerne, som de ældste elever havde delt ud først på dagen, blev der nemlig fundet 'lange tegnestifter'.

Det skriver Avisen Danmark, der har delt en besked, som Malene Wegener Knudsen, der er skoleleder på Sankt Annæ Gymnasium Grundskole, har sendt ud til forældrene.

- Imens der var afslutning i koncertsalen, kom der meldinger om fund af lange tegnestifter i nogle karameller. Der er tale om, at der er fundet tegnestifter i 8 karameller, skriver Malene Wegener Knudsen og fortsætter:

- At de blev fundet betyder, at nogle havde tegnestifterne inde i munden [...] Herefter aflyste vi resten af niendeklassernes afslutning og sendte dem hjem, og var rundt i alle klasser for at informere om karamellerne - som jo ikke skal spises.

Det kunne altså have gået grueligt galt, men heldigvis kom ingen til skade.

Indtil videre har ingen af eleverne meldt sig, så det er endnu uvist, hvem der står bag dette.