Det lyder næsten for godt til at være sandt: I årets første tre måneder har elprisen været under nul kroner i 29 timer i Vestdanmark – en stigning på 45 procent sammenlignet med samme periode sidste år.
I Østdanmark er der registreret 17 timer med negative elpriser, hvorimod der ikke var én eneste i starten af 2024.
Det viser en ny landsdækkende opgørelse fra energi- og rådgivningskoncernen NRGi, som har set nærmere på elpriserne i de to områder vest og øst for Storebælt.
Udviklingen betyder, at danskerne allerede har oplevet flere timer i år, hvor elprisen har været negativ – og meget tyder på, at 2025 kommer til at overgå det hidtidige rekordår 2024.
Det kan være en fordel for forbrugere, der gerne vil spare penge på elregningen. Sådan lyder det fra Bo Halm Andersen, der er byggesagkyndig og energikonsulent hos NRGi.
“Negative elpriser kan være en fordel for forbrugere, der gerne vil skære noget af elregningen. Det kræver først og fremmest, at man følger med i elpriserne i løbet af dagen. Så kan man planlægge, hvornår det bedst kan betale sig at bruge strøm – for eksempel til at sætte en vask over. På den måde handler det ikke kun om at holde fast i de gode vaner, men også om at justere dem, alt efter hvornår strømmen faktisk er billig,” siger Bo Halm Andersen.
Ifølge Bo Halm Andersen er de negative elpriser en fordel for elkunder med en variabel elaftale, hvor prisen på strøm følger den aktuelle timepris. Det giver den enkelte elkunde mulighed for at flytte deres strømforbrug til de timer, hvor elprisen er i bund.
Strømmen er ikke altid billigst om natten
I de seneste år har et udbredt spareråd været, at man bør flytte sit strømforbrug til om natten, hvis man vil have glæde af de billigste timer på døgnet.
Men det er ikke nødvendigvis det tidspunkt, hvor priserne er lavest eller går i minus.
Flere af årets laveste elpriser er således blevet registreret midt på dagen, hvor især solceller producerer store mængder strøm.
“Det kommer måske bag på en del, men nogle af de billigste timer ligger faktisk midt på dagen i denne periode. Derfor er det altid en god idé at holde øje med elprisen i løbet af dagen, så man kan flytte opgaver som tøjvask, opvask og opladning af elbil til de timer, hvor strømmen er billigst og grønnest,” siger Bo Halm Andersen.
Han understreger samtidig, at det ikke kun handler om at spare kroner og øre, hvis man flytter sit strømforbrug.
“Der er flere fordele ved at overveje, hvornår man bruger strøm, og hvornår man måske holder lidt igen. Ved at flytte sit strømforbrug og fordele det jævnt ud over døgnet kan man faktisk også være med til at aflaste elnettet i de perioder, hvor der er ekstra tryk på. Og det gavner hele systemet i takt med, at vi som samfund bliver mere elektrificeret med flere elbiler på vejene og varmepumper i husene,” siger han.