Det danske vejr har været en blandet landhandel, siden der blev taget hul på det nye år.
I øjeblikket er det dog mindre nedbør og overvejende mild luft, som har fået sit tag over Danmark.
Det kan meget vel fortsætte, hvis et højtryk over Østeuropa får lov at dominere og holde de dybe atlantiske lavtryk på afstand.
I korte perioder kan højtrykket forskydes mod nord og sende koldere luft ind over landet fra øst med mulighed for lidt sne eller snebyger.
Så selvom mange nok troede, at sneen ville holde sig væk i et godt stykke tid, er det ikke tilfældet.
Det skriver DMI i deres seneste månedsprognose.
Mulighed for snebyger
Uge 4, som starter den 20. januar, begynder efter alt at dømme med et højtryksryg, der giver plads til solen.
Dog vil den lovende start hurtigt blive afbrudt af et lavtryk, som tager turen hen over Nordskandinavien, og som ventes at sende skyer og tiltagende vind ind over landet.
Der kan desuden komme en smule regn i perioden.
I takt med at lavtrykket trækker forbi, peger prognoserne på, at et nyt højtryk vil nærme sig fra vest og dominere vejrbilledet i ugens anden halvdel.
Det vil sandsynligvis medføre koldere temperaturer og mere tørt vejr med plads til solen. Skulle højtrykket rykke sig endnu længere mod nordøst, kan kold luft fra øst nå Danmark og udløse snebyger.
Gode chancer for sol
I uge 5 peger de fleste prognoser på, at et højtryk holder stand i Østeuropa, mens dybe lavtryk passerer over Island og Norskehavet.
Den konstellation vil skabe en mere sydlig strømning af mild luft op mod Danmark.
Selv om fronter med skyer og lejlighedsvise regnbyger kan nå ind fra vest, ser det ud til, at størstedelen af nedbøren vil gå vest om os.
I perioder kan koldere, tør luft fra sydøst dog give gode chancer for sol og risiko for nattefrost.
Starten af februar
I den første uge af februar forudser DMI, at vejret fortsætter i samme spor.
Højtryk vil dominere over Syd- og Østeuropa, og lavtryk fra Atlanterhavet tager typisk en nordlig bane over Norskehavet eller Skandinavien.
For Danmark betyder det en fortsat sydlig eller sydvestlig strømning, der holder temperaturen mild, mens skyer og kun beskeden nedbør også er i vente.