Ugen lakker mod enden og det selvsamme kan man sige om de sommerlige tendenser.
For selvom de fleste er stået op til tørvejr og sol på himlen med en morgenluft der er frisk og halvkølig, så får piben inden længe en anden lyd.
Gårsdagens blæsevejr er dog aftaget, og udenfor venter kun en svag til jævn vind fra vest og sydvest, ved kysterne stedvis op til frisk vind. Men ak, det holder ikke ved.
Det skriver DMI.
Fra vest trækker skyer med byger ind over landet i løbet af dagen, først over Nordjylland, hvor de lokalt også kan bringe tordenskrald med sig.
Det er især den nordlige halvdel af landet, der står for skud for dagens nedbør, men bygerne vil først begynde at dukke op østpå i løbet af eftermiddagen.
Derudover trækker en front med mere udbredt regn ind over Jylland vestfra ud på eftermiddagen. Vinden tiltager også, men den bliver ikke så kraftig som i går, blot let til frisk, ved kysterne stedvis hård vind, lokalt op til kuling.
Den halvkølige morgentemperatur stiger, og vi kommer op mellem 16 og 22 grader, varmest i de sydøstlige egne, mens nordvestjyderne, som så mange gange før, får det køligst.
Har man planlagt udendørs arrangementer den kommende weekend, er man nok ikke helt tilfreds, hvis man tjekker vejrudsigten.
Den byder nemlig på ustadigt dansk sommervejr, hvor skyerne vil dominere på himlen og regnen vil falde i tide og utide. Man gør klogt i at holde øje med radaren og ellers klæde sig på til vejret.