Påsken lakker mod enden og det selvsamme kan man sige om det ustadige vejr.
Man skal dog lige væbne sig med tålmodighed, for efter gårsdagens regnvejr bliver det mere gråt end vådt her påskedag.
Lavtrykket og frontzonen, som forårsagede regnvejret, er nu langsomt ved at gå i opløsning.
Selv om regnen efterhånden holder op, bliver det ved med at være skyet og diset, og i formiddag kan der også forekomme lokal tåge. Dog kan bornholmerne se frem til, at solen senere i dag kommer lidt frem.
Det skriver DMI.
Regnmængderne fordelte sig meget forskelligt i landet. Hvor Bornholm nærmest ingen regn fik, blev den østlige del af Vendsyssel og Læsø velsignet med ca. 30 mm.
Nu ser vi ind i en periode, hvor det igen bliver sparsomt med dråber fra oven.
Det skyldes, at et lavtryk ligger næsten stille over Danmark og fyldes langsomt op. Det giver os mange skyer og lidt regn, men mandag kan solen kigge frem flere steder.
Efter påske får vi et par dage med en blanding af sol skyer og lidt regn, inden en højtrykryg giver mere stabilt vejr senere på ugen.
Det hele kulminerer torsdag, hvor der ventes mest tørt vejr med lidt eller nogen sol. Dagtemperaturerne tager et nøk opad til mellem 12 og 17 grader, stedvis lidt koldere og om natten ned mellem 4 og 9 grader.