Digitaliseringsstyrelsen opfordrer borgerne: "Køb via MobilePay"

14/06/2024 07:06

|

Sebastian Ilsøth

Foto: Privat
Digitaliseringsstyrelsen med opråb til borgerne.

Mest læste i dag

Festivalsæsonen nærmer sig, og mange festivaler melder allerede udsolgt af dagsbilletter og fulde programmer.

Derfor er jagten på billetter startet på sociale medier og gensalgsplatforme. Samtidig er svindlere på udkig efter penge fra håbefulde festivalgæster.

Er du i sidste øjeblik og mangler en billet til Roskilde Festival for at se Doja Cat, Gilli eller PJ Harvey? Så er opfordringen fra Digitaliseringsstyrelsens vicedirektør Lars Bønløkke Lé, at du er ekstra opmærksom.

Dette fremgår af en ny pressemeddelelse.

"Vi har samlet nogle gode råd, der skal hjælpe borgerne med at spotte billethajerne og sikre, at en glædelig sommer med venner og god musik ikke bliver ødelagt af svindlere. Svindlerne holder ikke ferie, og salg af festivalbilletter er en mulighed, de udnytter," siger Lars Bønløkke Lé, vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen.

Digitaliseringsstyrelsen giver fire enkle råd til at undgå svindel med festivalbilletter.

  1. Køb din billet hos officielle billetudbydere, og brug deres ventelister, hvis billetterne er udsolgt.

  2. Vær opmærksom på tilbud, du modtager, hvis du efterspørger en billet i et opslag eller en annonce, da det kan tiltrække svindlere.

  3. Hvis en billet er betydeligt billigere end andre steder, kan det være et tegn på svindel.

  4. Brug MobilePay til betaling og tjek, at sælgers navn stemmer overens på både MobilePay og for eksempel Facebook. Hvis sælger pludselig beder dig overføre penge til en anden konto, er det sandsynligvis svindel.

Læs mere om sikker handel på nettet på sikkerdigital.dk.