Dette er de 3 ting, der lokker danskerne til at handle på Temu

09/03/2025 19:06

|

Sebastian Ilsøth

Foto: PenguinLens / Shutterstock.com
Handler du på Temu?

Andre læser også

Internationale handelsplatforme, der tilbyder ekstremt billige nye varer, udgør en potentiel udfordring for genbrugsmarkedet.

I den forbindelse har Orderly undersøgt, hvad Temu og lignende platforme har betydet for danskernes købsadfærd ved at spørge 425 danskere om deres holdning til brugt og nyt.

Undersøgelsen viser, at genbrug stadig er populært på trods af de billige nye varer – 63 procent af forbrugerne siger, at de aldrig ville erstatte genbrug med varer fra Temu, og 52 procent overvejer altid genbrug som alternativ, før de køber nyt på eksempelvis Temu.

Ifølge undersøgelsen er det kun en lille del af forbrugerne, der konsekvent vælger Temu over genbrug.

Kun 4,6 procent foretrækker Temu, hvis prisen er den samme som på en brugt vare, og 3,1 procent tjekker nu Temu, før de søger brugt.

"Selvom Temu og lignende platforme er blevet meget populære, viser det sig, at danskerne fortsat har en stærk tilknytning til genbrug. Mange forbrugere er bevidste om bæredygtighed og kvalitet, som ikke nødvendigvis kan erstattes af billige nye varer," siger Rune Rasmussen, CEO i Orderly.

Hvad tiltrækker forbrugerne til Temu?

Selvom de fleste stadig vælger genbrug, fremhæver undersøgelsen de vigtigste grunde til at vælge nyt på Temu fremfor at købe brugt:

  • Pris (18 procent) – 'Prisen er lavere, selvom varerne er nye'

  • Større udvalg (14 procent) – 'De (Temu) har et større udvalg af varer'

  • Nem returret (10 procent) – 'Jeg har returret'

Derudover ender mere end 40 procent med at købe nyt, da de ikke kan finde et brugt alternativ.

I 66 procent af tilfældene er det, fordi de ikke kan finde det, de leder efter brugt, eller de er usikre på varens stand eller kvalitet (30 procent).

"Genbrug er et langt mere miljøbevidst valg end platforme som Temu, men genbrugsmarkedet kan helt klart lære af Temu og lignende platforme, især hvad angår udvalg, brugeroplevelse og sikkerhed i handelen. Vi opfordrer folk til at sælge så meget som muligt, så flere købere kan finde det, de leder efter, også i den billigere prisklasse," siger Rune Rasmussen, CEO i Orderly.

Kvaliteten betyder noget

En af de vigtigste konklusioner i undersøgelsen er, at danskerne ofte vælger genbrug, når kvaliteten er afgørende.

Over 69 procent siger, at de ville vælge en brugt kvalitetsvare fremfor en ny fra Temu, hvis kvaliteten er vigtig. Undersøgelsen viser også, at mange forbrugere allerede tænker på gensalgsværdien, når de køber nyt.

56 procent har tidligere købt varer med tanke på at kunne sælge dem igen senere, og især boligindretning (39 procent), tøj (38 procent) og møbler (37 procent) er populære kategorier blandt kvalitetsbevidste købere.

44 procent tænker dog ikke på gensalgsværdien, når de køber nyt, hvilket afslører et uudnyttet potentiale for at gøre holdbare køb mere attraktive.

"Produkter af god kvalitet viser sig ofte at være billigere på lang sigt, når gensalgsværdien tages med i beregningen. Især hvis varerne er købt brugt fra starten. De billige nye varer kan hurtigt vise sig at være både dårligere og dyrere end brugte kvalitetsvarer. Vi skal ændre opfattelsen af, at genbrug er et kompromis og i stedet fremhæve det som et kvalitetsvalg," afslutter Rune Rasmussen, CEO i Orderly.