Vanen tro tester Rigspolitiet og Beredskabsstyrelsen de fysiske varslingssirener den første onsdag i maj klokken 12.00.
Men som noget nyt vil du i år også modtage en testadvarsel via S!RENEN på din mobiltelefon, skriver styrelsen i en pressemeddelelse.
For at modtage advarslen skal man blot have en mobiltelefon med et opdateret styresystem. Du skal altså ikke downloade en app eller tilmelde dig.
- Vi tester varslingskanalerne for at sikre, at de virker, som de skal, og at folk er trygge ved dem, siger direktør i Beredskabsstyrelsen, Laila Reenberg, og fortsætter:
- Det er første gang nogensinde, at vi tester S!RENEN. Vi bestræber os på at komme så bredt ud som muligt med information om testen, så vi ikke skaber unødig bekymring, når mobiltelefonerne begynder at larme.
S!RENEN er en ny kanal, som myndighederne kan bruge til at advare borgerne i tilfælde af akutte situationer, hvor det er nødvendigt at tiltrække borgernes opmærksomhed og handling.
Ifølge politiinspektør i Rigspolitiet, Bo Samson, er det et godt supplement til det eksisterende varslingssystem, da det giver myndighederne mulighed for at nå ud med præcis varsling og handlingsanvisende budskaber til relevante borgere.