Hollandsk politi har sprængt en svindelfabrik med 700 “ansatte” bag falske kryptoinvesteringer.
Du kender annoncerne fra Facebook: et hurtigt tip om en genial kryptoinvestering, en pæn hjemmeside, en venlig “rådgiver” i den anden ende af telefonen. Nu har hollandsk politi vist, hvad der gemte sig på bagsiden af sådan et tilbud – og skalaen er svær at fatte.
Omkring 700 mennesker gik på arbejde hver dag og udgav sig for at være finansrådgivere, fordelt på cirka 20 callcentre rundt om i verden. Tilsammen skovlede netværket over 100 millioner euro (ca. 750 mio. kr.) ind om måneden, oplyser hollandsk politi ifølge DutchNews. Organisationen havde kørt siden mindst 2021.
Bygget op som en helt almindelig virksomhed
Det chokerende er ikke bare beløbet, men hvor professionelt det hele var sat sammen. Svindlerne opbyggede tillid over uger og nogle gange måneder, inden de fik ofrene til at investere stadig større summer i falske handelsplatforme, hvor pengene aldrig blev sat i noget som helst.
Ofrene fik vist flotte kontooversigter med opdigtet afkast, der fik dem til at indbetale mere – typisk i kryptovaluta, som forsvandt direkte i lommen på de kriminelle. I stedet for reelle investeringer var der kun falske tal på en skærm.
Alene i Holland har omkring 550 mennesker anmeldt sagen, og de har tilsammen tabt knap 25 millioner euro (ca. 185 mio. kr.), skriver The Record. De fleste af dem mistede over 10.000 euro (ca. 75.000 kr.) hver. På verdensplan taler politiet om titusindvis af ofre.
Bagmanden blev taget i en lufthavn
Hovedmistænkte er en 46-årig mand med israelsk og polsk statsborgerskab, som politiet beskriver som en kendt hacker. Han blev anholdt den 26. maj i en polsk lufthavn, da han landede fra Dubai, og er siden udleveret til Holland. Mellem den 7. og 10. juli fulgte flere anholdelser af hollandske og belgiske statsborgere i Cypern, Grækenland og Belgien.
Politiet advarer nu særligt mod såkaldte “recovery-firmaer”, der tilbyder at skaffe tabte penge tilbage mod betaling. De formodes at være en del af det samme kriminelle netværk. Under efterforskningen stod det klart, at mange af ofrene slet ikke var klar over, at de var blevet snydt, oplyser politiet ifølge Help Net Security.
Danskerne taber rekordbeløb på samme svindel
Netop denne type svindel rammer også herhjemme, og hårdt. Danskerne tabte 95 millioner kroner på investeringssvindel i 2024 – en fordobling fra året før, viser tal fra Finans Danmark fra marts 2025. I alt blev 1.112 danskere ramt, og hvert offer mistede i gennemsnit omkring 85.000 kroner.
De kriminelle finder især deres ofre gennem annoncer på sociale medier, ofte med falske profiler og deepfakes af kendte danskere som blikfang.
“Vi ser en massiv stigning i investeringssvindel lige nu. Selvom vi kan konstatere, at netbanksvindel endelig er på vej ned, følger investeringssvindlen langt fra det mønster,” siger Michael Busk-Jepsen, digitaliseringsdirektør i Finans Danmark.
Rådet fra myndighederne er det samme, hver gang: søg uvildig rådgivning, før du investerer, og vær ekstra skeptisk over for tilbud, der lyder for gode til at være sande.