Foråret er i gang på fulde drøn, men når den så småt lakker mod enden og sommeren står for døren, så vil mange danskere pakke bilen og sætte kursen mod lune vinde og is i hånden - nærmere bestemt mod sydens sol.
Her vil Italien som altid lokke med azurblå kyster, olivenlunde og pastafarvede småbyer.
Men mens feriedrømmen begynder at tage form, er det en god idé at tage et kig på bilens dæk - for i år er der skærpede krav på de italienske veje.
Fra den 15. april 2025 træder nye regler i kraft, og de er ikke til at tage fejl af.
“Enhver, der kører med vinterdæk om sommeren, kan forvente høje bøder på mellem 422 og 1682 euro,” lyder det fra den italienske platform altarimini.it.
I grove tilfælde kan nummerpladen ryge med i faldet, og så bliver det svært at nå til Amalfi.
Det skriver mediet fr.de.
Også turister skal spænde hjelmen
Selvom reglerne især er rettet mod italienske bilister, gælder de også udenlandske køretøjer.
Altså, har du planer om at trille gennem Toscana eller tage en afstikker til Sicilien i din egen bil, så skal dækkene være i topform.
Det gælder ikke kun for typen, men også slidbanerne bliver gransket.
Er dækkene for slidte, kan det koste yderligere mellem 87 og 344 euro. Og i tilfælde af uheld? Så kan forsikringsselskabet nægte at dække skaderne.
Regning med efterveer
Et dækskifte i Italien kan hurtigt løbe op.
Lokale vurderer, at det samlede regnskab for fire nye sommerdæk og tilhørende slidtjek kan nå op mod 1000 euro.
Ikke just småpenge for for turister, der troede, de havde styr på det hele hjemmefra.
Men der er lidt trøst: Kører du med helårsdæk med M+S-mærkning, og er de i god stand, er du i det grønne felt.
Alligevel anbefales det, at du tjekker bilen grundigt, inden du tager afsted. Det kan spare dig både penge og problemer i ferielandet, hvor solen godt nok skinner - men hvor reglerne bider.