Forside Livsstil Uber afslører hvad folk glemmer i bilen: Tandproteser med to...

Uber afslører hvad folk glemmer i bilen: Tandproteser med to tænder, ankel-monitor og modermælk

Uber afslører hvad folk glemmer i bilen: Tandproteser med to tænder, ankel-monitor og modermælk
Illustration af senest.dk

Ubers tiende årlige Lost & Found Index er ude, og toppen er endnu mere absurd end sidste år.

Listen åbner med et sæt tandproteser. Med kun to tænder i. Glemt på bagsædet af en Uber et sted i USA, og nu øverst på den årlige opgørelse over de mærkeligste ting passagererne efterlader i bilerne.

Selskabet har netop offentliggjort sin tiende Lost & Found Index, og 2026-udgaven leverer den slags top 10, der mest af alt ligner en samtalestarter til familiefrokosten.

Top 10 over de mest unikke glemte ting i 2026

1. Tandproteser med kun to tænder. Vinderen i år, og man bliver nødt til at undre sig over, hvordan ejeren har opdaget tabet.

2. Modermælk. En af de mere praktiske katastrofer på listen.

3. Menneskehår.Ikke nærmere specificeret. Det er måske bedst.

4. Et gruppebillede af Donny Osmond. Den 68-årige amerikanske sanger og tidligere børnestjerne fra The Osmonds, hvis fanbase tilsyneladende stadig rejser med souvenirs.

5. En ankel-monitor. Den slags fodlænke, amerikanske myndigheder bruger til at holde øje med personer under elektronisk overvågning. Hvordan den er røget af i en Uber, melder historien ikke noget om.

6. “420 donuts”. En kasse donuts med cannabis-temaet 420 trykt på.

7. Udskrivelsespapirer fra George Washington Hospital. Hospitalet i Washington D.C., ikke den amerikanske præsident.

8. En pose marmorkugler.

9. En iltflaske.

10. Et sæt guldtænder, eller “grillz”, som de pyntegenstande hedder i amerikansk hip-hop-kultur.

Listen er en del af en længere opgørelse på 50 unikke effekter, skriver ABC News, og længere nede dukker blandt andet et 75-liters akvarium, en opvaskemaskine, levende sommerfugle, to brudekjoler og en CPAP-maskine til søvnapnø op.

Telefoner topper den kedelige liste

For dem der er nysgerrige på, hvad folk REELT glemmer mest, er svaret som altid telefoner. Mere end én million indberettede tabte mobiler over indeksets tiårige historie, oplyser Uber.

Efter telefonen følger tegnebøger, kufferter, nøgler, hovedtelefoner, tøj, pas, briller, smykker og bærbare computere.

Pointen fra Uber selv er enkel: den teknologi vi ikke kan undvære, er også den vi oftest efterlader. Sidder telefonen altid fast i hånden, er det kun et spørgsmål om tid, før den havner et forkert sted.

Søndag er den farligste dag

New York topper listen over de mest glemsomme byer, foran Miami, Chicago, San Francisco og Los Angeles.

Tidsmæssigt glemmer folk flest ting mellem klokken 21 og midnat, og søndag er den ugedag, hvor flest ting bliver liggende på bagsædet. Den enkelte mest glemsomme dag i 2026 var 17. juli.

Uber har samtidig udvidet en funktion i appen, der gør det lettere at få sine glemte ting tilbage. Brugere kan via aktivitets-fanen sende en anmodning til den oprindelige chauffør om at køre forbi med tingen mod betaling. Funktionen er foreløbig kun rullet ud i otte amerikanske delstater, men ventes at være landsdækkende i USA inden årets udgang.

Ads by MGDK