Vi kender det alle sammen.
Man rækker ud efter en krydderibøtte bagerst i skabet, kun for at opdage, at den har ligget der i evigheder.
Måske længe nok til at have overlevet flere flytninger og stadig ligne sig selv.
Men betyder det, at de stadig kan bruges? Svaret er mere nuanceret, end du tror.
Ifølge Wieke van der Vossen, fødevaresikkerheds- og mærkningsekspert i Ernæringscentret, kan krydderier faktisk holde sig i meget lang tid:
"Det er tørre produkter, så du kan gemme urter i virkelig mange år, hvis de opbevares korrekt", lyder det fra hende ifølge mediet radar.avrotros.nl.
Det vigtigste er at opbevare dem et mørkt, køligt og tørt sted:
"Urter er ikke beregnet til at blive våde. Hvis de gør det, går kvaliteten hurtigt ned ad bakke", forklarer hun videre.
En klassisk fejl er at have krydderierne stående for tæt på komfuret, hvor damp fra madlavningen kan snige sig ind i glassene og ødelægge dem. Varme kan desuden være en skurk, når det kommer til smagen.
Mister de smagen?
Selvom dine gamle krydderier ikke nødvendigvis er usikre at spise, kan deres smagskraft dale markant over tid:
"Især smagen af krydderier forringes, hvis man opbevarer dem for længe. Efter 3-4 år smager de ofte meget mindre kraftigt", siger Wiekevan der Vossen videre.
Hun lægger dog ikke skjul på, at forskellen mellem gamle og nye krydderier er tydelig:
"Nye krydderier smager virkelig anderledes end gamle, så der er bestemt forskel på kvaliteten. Men det betyder ikke, at de er dårlige eller farlige at spise".
Hvad er risiciene?
Ifølge Wieke van der Vossen er det sjældent, at gamle krydderier udgør en sundhedsrisiko.
Men der er dog et par ting, du skal holde øje med:
"Hvis krydderierne har skiftet struktur, er blevet klumpede eller har sorte prikker, skal du smide dem ud".
Hun råder også til at stole på sine sanser. Hvis et krydderi har mistet sin duft eller smager af ingenting, er det tid til at erstatte det:
"Vi ser dog næsten aldrig sygdomstilfælde forårsaget af gamle krydderier, så du skal ikke ligge søvnløs over det".
Krydderier kan altså holde sig imponerende længe, hvis de opbevares korrekt. Men selvom de ikke gør dig syg, kan de miste deres essens over tid.
Så hvis din mad pludselig smager lidt tamt, kan det være, at din kanel eller paprika trænger til en udskiftning. Det er trods alt krydderierne, der giver retten liv - og livet er for kort til kedelig mad.