Hver femte dansker laver stor fejl på toilettet: Kan ende med at koste tusindvis af kroner

05/02/2025 08:39

|

Sebastian Ilsøth

Foto: Gjensidige
Et toiletbesøg kan pludselig blive rigtig dyrt.

Andre læser også

Når du har været på toilettet, bør det eneste, der skylles ud, være toiletpapir, urin eller afføring.

Alligevel ender mange danskere med at skylle ting ud, som egentlig hører hjemme i skraldespanden.

Det fremhæver Gjensidige i en pressemeddelelse.

En ny undersøgelse fra YouGov, udført for Gjensidige, afslører, at hver femte dansker har smidt noget i toilettet, som ikke burde havne der.

Ifølge skadesdirektør i Gjensidige, Lene Rasmussen, er det en dyr vane at bruge toilettet som skraldespand.

“Toilettet er ikke beregnet til affald, og i værste fald kan fremmede genstande blokere afløbet. Selv en lille vatpind kan sætte sig fast i kloaksystemets pumper og forårsage driftsstop, der kan løbe op i flere tusinde kroner. Det er både tidskrævende og dyrt – både for renseanlæggene og for dig som forbruger,” forklarer hun.

Undersøgelsen viser, at blandt de mest almindelige fejlagtigt skyllede genstande er vatpinde, tamponer, vatrondeller, vådservietter og engangskarklude.

Men det er ikke kun forbrugerne, der risikerer en uventet regning – også miljøet lider under fejlsorteringen, påpeger Lene Rasmussen.

“Når vi skyller andet end toiletpapir ud, belaster vi miljøet. Pumper og rensningsanlæg fungerer dårligere, og kemikalier kan ende i havet, hvor de skader fisk, planter og badestrande. Derfor har vi alle et ansvar for at smide affald i skraldespanden i stedet for toilettet,” afslutter hun.