Jesper Bengtson
Nogle ord var hverdag for en generation, men er stille og roligt forsvundet ud af sproget.
Prøv at forestille dig din mormor stå i køkkenet med en seddel i hånden. Ikke en huskeseddel. En dosmerseddel.
Eller tænk på det øjeblik, hvor en vred voksen truede med en kindhest. I dag ville ordet nok mest få et barn til at tænke på en hest.
Sådan er det med en hel håndfuld danske ord. De var helt almindelige for vores bedsteforældre, men nu sidder de fleste unge tilbage med et tomt blik, hvis de overhovedet hører dem.
Det beskriver sproget.dk, som drives af Dansk Sprognævn og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Bag artiklen står sprogfolkene Jørgen Nørby Jensen og Henrik Lorentzen.
Ord der engang var hverdag
Tag nu et ord som at kanøfle. At kanøfle nogen var at skælde ud eller kue dem. Det er ikke ligefrem et ord, man hører på gaden mere.
Var noget rigtig flot, kunne det være fjongt. Og en person, der sad og dovnede den, var dorsk, altså sløv.
Nogle af ordene hænger sammen med ting, der simpelthen ikke findes længere. En høkasse var en kasse med hø, som man kunne sætte en gryde ned i, så maden blev holdt varm. Hvem har sådan en stående i dag?
Det samme gælder gamle erhverv. En mælkedreng kom med mælken til døren. En posekikker var en toldbetjent ved en byport. Begge job er der ikke længere, og så følger ordene bare med ud.
Derfor forsvinder ord
Og det er faktisk en af hovedforklaringerne. Ord forsvinder ofte, fordi selve tingen eller fænomenet også forsvinder.
Andre ord glider ud, fordi moden skifter, fordi vaner ændrer sig, eller fordi noget, man engang sagde uden at tænke over det, i dag opleves som stødende.
Og nogle ord begynder bare langsomt at lyde gammeldags. Ødeland, døgenigt, besudle. De står der endnu i ordbøgerne, men de fleste af os bruger dem aldrig.
