Jesper Bengtson
Forklaringen handler ikke om varen, men om hvem der egentlig ejer butikken.
Du køber en pakke kaffe i et supermarked tæt på hjemmet. Et par dage senere står du i en butik fra nøjagtig samme kæde i en anden by, griber den samme kaffe og opdager, at den koster mere.
Samme logo. Samme indpakning. Samme vare. Men ikke samme pris.
De fleste går ud fra, at når skiltet over døren er ens, så er priserne det også. Sådan hænger det bare ikke altid sammen.
Forklaringen ligger i, hvem der faktisk ejer butikken. Mange af de butikker, der bærer et velkendt kædenavn, er nemlig ikke drevet af kæden selv. De er selvstændigt ejet af en købmand, der driver stedet under en franchise-aftale. Det skriver erhvervssitet Retailsway.
En franchise-købmand låner kædens navn, indkøbssystem og markedsføring. Men han driver butikken for egen regning og risiko. Og det betyder, at han selv bestemmer en stor del af priserne på hylden.
Husleje og naboer afgør prisen
Derfor kan to butikker med samme skilt ende med to forskellige priser på præcis den samme vare.
En stor del handler om, hvad det koster at have butikken netop dér. Ligger den på en dyr adresse i en storby, er huslejen høj, og de udgifter skal dækkes ind et sted. En butik i et billigere område kan slippe lidt lettere og sætte priserne derefter.
Den lokale konkurrence spiller også ind. Det samme mønster ses i andre franchise-brancher: når canadiske CBC har set på, hvorfor fastfood fra samme kæde kan koste forskelligt fra gade til gade, peger forklaringen på netop husleje, lønninger og hvad nabobutikkerne tager. Ligger der tre konkurrenter på samme vej, holder priserne sig skarpe. Er butikken den eneste langt omkring, er der råd til at lægge lidt oveni.
Kæden kan stadig stå bag fælles tilbud og landsdækkende kampagner. Men den endelige pris på hylden er ofte købmandens egen beslutning.
Derfor kan det faktisk betale sig at tjekke prisen, selv mellem to butikker med det samme skilt over døren.
