Én søndag om året fyldes kirkerne af mennesker, der savner nogen.
Det er blevet november. Dagene er korte, mørket kommer tidligt, og kulden kryber ind.
Og så en søndag tidligt på måneden sker der noget i de danske kirker. Folk kommer. Ikke kun de sædvanlige kirkegængere, men også dem, der ellers sjældent sætter deres fod der.
De kommer, fordi de har mistet nogen.
Dagen hedder allehelgen og falder altid den første søndag i november. Det er dagen, hvor man mindes de døde. I mange sogne læser præsten navnene op på alle dem fra sognet, der er gået bort det seneste år. Der bliver bedt, sunget salmer og tændt lys. Bagefter går mange ud på kirkegården. Det skriver Folkekirken.dk.
Netop lysene bærer dagens dybeste symbolik. De står for den varme, man gerne vil dele med de døde midt i kulden – et lille tegn på håb, når mørket er størst.
Traditionen går langt tilbage. Den stammer fra katolsk tid, hvor der efterhånden blev så mange helgener, at der ikke var dage nok til dem hver især. Derfor indførte paven i 800-tallet én samlet allehelgensdag, så alle kunne mindes på én gang.
Dagen overlevede reformationen – nu bare som en mindedag for alle kristne. Og i 1770 blev den flyttet fra den 1. november til den første søndag i november, hvor den har ligget lige siden.
I dag er allehelgensgudstjenesten noget helt særligt. Den er årets næstmest besøgte gudstjeneste – kun juleaften trækker flere mennesker i kirke.
Hvorfor den rører så mange, har præst Heidi Torp et bud på.
“Sorgen er der ikke alene den dag, vi mister, men også de mange efterfølgende dage, derfor er det godt at komme til gudstjeneste allehelgen og få et rum til vores savn og sorg,” siger hun til Folkekirken.dk.
I år falder allehelgen søndag den 1. november.