Jesper Bengtson
De fleste tænker, det er den bidende kulde, der er problemet. Det er det ikke.
Du kender dem godt. De tunge terrakottakrukker, der har stået på terrassen hele sommeren med pelargonier eller krydderurter. Når efteråret kommer, lader de fleste dem bare blive stående. De har jo klaret vinteren før.
Men nogle gange gør de ikke. En morgen i frostvejr står krukken der med en grim revne ned ad siden, eller den er ligefrem sprængt i stykker. Og forklaringen er ikke den, de fleste tror.
Hemmeligheden ligger i selve materialet. Terrakotta virker som en hård svamp fuld af tusindvis af bittesmå luftlommer, der suger vand til sig. Lavtbrændte krukker kan optage op mod 30 procent af deres egen vægt i vand, skriver den amerikanske havespecialist Bloomist.
Og her sker ulykken. Når temperaturen rammer frysepunktet, bliver det opsugede vand til is, og is fylder omkring 9 procent mere end vand. Det skaber et voldsomt tryk inde i lerets porer, og når trykket bliver større end materialet kan holde til, revner krukken, oftest hvor godset er tyndest.
Det overraskende er, at hård, vedvarende frost faktisk er mindre farlig end mildt vintervejr. En krukke kan bedre overleve stabile minus 23 grader end et vejr, der konstant vipper omkring nul.
Det er altså skiftet mellem frost og tø, og ikke den dybe kulde i sig selv, der ødelægger terrakotta, forklarer Bloomist. De gentagne vekslinger mellem frost og tø smuldrer langsomt krukken op indefra.
Vil du være helt sikker, flytter du krukkerne ind i et frostfrit, men uopvarmet rum, gerne med en temperatur mellem 2 og 10 grader. Lad dem tørre et par døgn først, så de ikke står fulde af vand.
Skal de blive ude, så løft dem 8-10 centimeter fri af jorden på krukkefødder eller mursten, så de ikke suger smeltevand til sig.
Og en imprægnering med en gennemtrængende forsegling kan nedsætte vandoptaget med 60 til 80 procent.
