I en ny dokumentar på TV 2 bliver der dykket ned i en folkekær skuespillers liv og karriere - fra hendes tid som mobbeoffer i skolen til hendes succes som eftertragtet skuespiller.
I dokumentaren fortæller Bodil Jørgensen også om en forfærdelig ulykke, hun var ude for under optagelserne til filmen 'Far til fires vilde ferie' i 2014.
Mens hun og en anden skuespiller, Kurt Ravn, var ved at køre en traktor op ad et dige ved Mandø Ebbevej i Vestjylland, gled traktoren, og Bodil Jørgensen faldt af og blev ramt af traktoren.
Efter ulykken kæmpede Bodil Jørgensen for sit liv og blev lagt i respirator på Odense Universitetshospital, skriver BILLED-BLADET.
Hun pådrog sig mange skader, herunder punkterede lunger og perforeret lever og milt, samt brækkede ribben og to kraveben.
For at lindre hendes smerte tog hun medicinen OxyContin, som kan føre til afhængighed.
- Det er det, de kæmper med i USA rigtig meget. Så der bliver jeg lynhurtigt narkoman jo, fortæller Bodil Jørgensen i dokumentaren og tilføjer:
- Det var også en grim bagside, hvor jeg lå vågen om natten og kløede over hele kroppen. Jeg blev deprimeret og det var en anden kamp, end den fysiske kamp.
Dokumentaren "Bodil Jørgensen - man ved aldrig med i morgen" kan ses på TV 2 Play.