Der kan ikke være to meninger om, at det skal være rart at være i sit eget hjem.
Mens nogle har det rart, når der ikke er noget, der forstyrrer øjet, er der andre, der godt kan lide, at der står et par blomster eller planter rundt omkring. Hvis du tilhører den sidste kategori, har du sikkert også en orkidé eller to stående.
Orkidéen er kendt for sin fortryllende skønhed og evne til forbedre indendørsluftkvaliteten, og er et populært valg for danskerne, der elsker planter.
Dog har flere det samme problem, når det kommer til orkidéer - nemlig at de ikke blomstrer som ønsket.
Løsningen kan gemme sig i noget så simpelt som vandet fra din risgryde. Risvand er nemlig en overraskende effektiv, naturlig gødning, der både styrker orkidéens sundhed og fremmer blomstringen.
Det skriver Express.
Ifølge Mark Curran, gartner og grundlægger af Heavenly Orchids, er risvand en af de bedste naturlige gødninger til planter:
"Risvand er en meget god økologisk gødning. Det indeholder spor af kvælstof, fosfor og kalium samt stivelse, som giver næring til de gavnlige mykorrhiza-svampe på rødderne. Risvand har vist sig at være særligt gavnligt under blomstring", forklarer Mark Curran.
Risvand er fyldt med essentielle næringsstoffer som magnesium, kvælstof, kalium og fosfor.
De elementer spiller en vigtig rolle i at forbedre plantens generelle sundhed, fremme væksten af rødder og blomsterskud og sikre større og mere imponerende blomster.
Stivelsen i risvandet fungerer desuden som føde for mikroorganismer, der styrker plantens rødder.
Sådan laver du risvand
At fremstille risvand er både nemt og økonomisk. Start med at lægge ris i blød i vand i mindst 30 minutter eller brug det vand, der er tilbage, efter risene er kogt. Sigt vandet og hæld det i en flaske eller krukke. Herefter skal vandet fermentere i cirka en uge for at opnå de maksimale næringsstoffer.
Sørg for, at opløsningen kan ånde – dæk krukken med en klud eller lad låget sidde løst. Opbevar risvandet væk fra sollys for at bevare de gavnlige næringsstoffer og undgå dårlig lugt. Et køligt, mørkt sted eller køleskabet er ideelt.
Med den enkle metode kan du give dine orkidéer et boost og nyde en frodigere og mere blomsterrig plante. Så næste gang du laver ris, så gem vandet – dine orkidéer vil takke dig.