Japans pas er ikke længere verdens mest værdifulde. Find ud af, hvilket det er nu

13/08/2024 18:21

|

Nicolai Busekist

Foto: Shutterstock.com
Et pas er ikke bare et pas. Derimod er der faktisk forskel på, hvor værdifulde pas fra forskellige lande er.

Mest læste i dag

Ifølge Henley Passport Index har Singapore nu verdens mest magtfulde pas, og har dermed overtaget 1.-pladsen fra Japan, som har ligget øverst i fem år. Borgere fra Singapore kan rejse til 193 destinationer uden visum ud af 227 mulige lande. Danmark er også at finde i top-5.

På anden- og tredjepladsen i rangeringen over de mest magtfulde pas finder vi Tyskland, Spanien og Italien (andenplads giver adgang til 190 lande) samt Østrig, Finland, Frankrig, Japan, Luxembourg, Sydkorea og Sverige (tredjeplads med adgang til 189 lande).

Top-5 over de mest magtfulde pas i verden ser således ud:

  1. Singapore (193 destinationer)

  2. Tyskland, Italien og Spanien (190)

  3. Japan, Østrig, Finland, Frankrig, Luxembourg, Sydkorea og Sverige (189)

  4. Danmark, Irland, Holland og Storbritannien (188)

  5. Belgien, Tjekkiet, Malta, New Zealand, Norge, Portugal og Schweiz (187)

I den modsatte ende ligger Afghanistan, hvor afghanere kun kan rejse til 27 lande uden visum. Irak (29 lande) og Syrien (30 lande) har også nogle af de mindst værdifulde pas.

Henley Passport Index måler rejsefrihed i hele verden med hensyn til adgang til lande uden visum eller med visum ved ankomst, baseret på data fra International Air Transport Association (IATA).

Indekset opdateres løbende i løbet af året, når ændringer i visumpolitikker træder i kraft. Derfor kan det heller ikke udelukkes, at det f.eks. igen bliver Japan, der ender med at få en 1.-plads. Det er dog ikke tilfældet lige nu.

Som du kan se på listen herover, så er det danske pas også meget værdifuldt. Med et dansk pas er det nemlig muligt at rejse ind i intet mindre end 188 lande, uden behov for først at sikre et visum.