Jesper Bengtson
De fleste hundeejere aner ikke, hvor forskelligt deres firbenede ven egentlig opfatter omverdenen.
Du kaster en knaldrød bold ud i det grønne græs, og hunden farer afsted. Men det billede, den jagter efter, ligner slet ikke dit.
For hunde og katte ser ikke verden, som vi gør. Farverne er anderledes, skarpheden er en anden, og nogle nuancer eksisterer slet ikke for dem. Det skriver Discover Magazine.
Forklaringen sidder i øjet. Mennesker har tre typer tappe, de celler i nethinden, der opfanger farver. Hunde har kun to. Det kaldes dikromatisk syn.
I praksis betyder det, at hunden kan se blåviolette og blegt gule nuancer og skelne forskellige grå toner nogenlunde. Men grøn, orange og rød findes ikke i dens verden.
Så den røde bold i det grønne græs? For hunden smelter de to farver sammen til nærmest samme grålige tone. Det er lugten og bevægelsen, den går efter, ikke farven.
Katten ser lidt mere
Katte ligger en anelse tættere på os. De har tappe, der også fanger enkelte grønne nuancer, så deres farveverden er en smule rigere end hundens.
Men farverne står alligevel udvaskede og langtfra så mættede, som vi kender dem.
Til gengæld vinder både hunde og katte stort, når lyset forsvinder. I hundens øjne fylder stavene mere end tappene, og det giver den langt bedre nattesyn og en skarp sans for bevægelse.
Katten er endnu stærkere i mørket. Den kan se op til otte gange bedre end sin ejer i et svagt oplyst rum.
Hemmeligheden er et reflekterende lag bag nethinden kaldet tapetum lucidum. Det kaster lyset tilbage gennem nethinden, så dyret får langt mere ud af det sparsomme lys, der er.
Skarpt på afstand er de til gengæld ikke. Det, et menneske kan se tydeligt på 23 meter, skal hunden helt ned på omkring seks meter for at opfatte lige så klart. For katten er forskellen endnu større.
Så næste gang hunden overser den røde godbid lige foran snuden, er det ikke fordi den driller. Den ser bare efter bevægelse og duft, ikke efter farven, du valgte.
