Jesper Bengtson
Den lille havefugl med de hvide kinder opfører sig helt anderledes, end man skulle tro.
Du kender hende godt, selvom du måske ikke ved, hvad hun hedder.
Hun lander på foderbrættet en kold morgen. Sort hoved som en lille hjelm, kridhvide kinder, og en sang der kommer i to toner, man kan genkende fra haven.
Det er musvitten. Og der er en grund til, at hun så ofte er den, du får øje på først.
For musvitten er den største af alle mejserne i Storbritannien, og den størrelse bruger hun. Hun er ikke en sart lille gæst, der venter pænt på tur. Hun kan være ret så bestemt ved foderbrættet og gumler løs på det meste, hun kan komme til. Det skriver den britiske naturorganisation Woodland Trust.
Allerhelst kaster hun sig over solsikkekerner, afskallede jordnødder og fedtkugler. Det er her, de andre fugle må holde sig lidt tilbage og vente, til hun er mæt.
Tit sidder der en mindre udgave af hende i nærheden. Det er blåmejsen, hendes lille slægtning, der ofte spiser side om side med den større musvit.
Og når vinteren for alvor bider, lægger musvitten sin dominans til side et øjeblik. Så slår hun sig sammen med andre mejser og danner flokke, der sammen leder efter føde, når maden er svær at finde.
Så næste gang en lille fugl med sort isse og hvide kinder indtager dit foderbræt, ved du hvem der har bordenden. Giv hende solsikkekerner og fedtkugler, så bliver hun hængende hele vinteren.
