Jesper Bengtson
Måske tror du, den bare er blevet gammel. Men forklaringen er en helt anden.
Du kender det måske. Hele sommeren lå hunden bare og dasede. Den gad knap rejse sig, når du rakte efter snoren, og gåturen blev til en sløv slentretur, hvor den helst ville hjem i skyggen igen.
Og så, lige pludselig, når morgenerne bliver kølige og luften skarp, er den en anden hund. Den hopper, den haler i snoren, den vil ud og lege.
Det er ikke din indbildning. Og det handler hverken om alder eller humør.
Forklaringen ligger i noget helt simpelt ved hundens krop. Hunde sveder nemlig ikke som os. De køler sig primært ned ved at hechse – altså ved at gispe med tungen ude. Det skriver The Weather Channel.
Og det er her, sommeren bliver hård ved dem. Når varmen trykker, bruger hunden en stor del af sin energi på bare at holde sig kølig. Al den kraft går til at regulere kropstemperaturen – og så er der ikke meget overskud tilbage til leg og ballade. Derfor virker den træt og doven.
Når efteråret så melder sig, forsvinder den byrde. Hunden skal ikke længere kæmpe for at køle sig ned, og pludselig er der energi til overs. Den overskudsenergi, der hele sommeren gik til afkøling, kan nu bruges på det, hunde helst vil: bevæge sig.
Det gælder dog ikke alle lige meget. Nordlige racer som siberian husky og amerikansk eskimohund trives i kulden og bliver mere livlige, jo køligere det bliver. Omvendt kan små racer som chihuahua, hårløse hunde og ældre hunde få det modsatte. De fryser og vil hellere spare på varmen end ud at gå.
Er dagene stadig lune, er det en god idé at lægge gåturen til morgen eller aften. Og bliver det rigtig koldt, kan en lille frysende hund have glæde af en jakke eller et par støvler, så den stadig kan nyde turen.
Kort sagt: din hund var ikke doven. Den var bare varm.
