Sebastian Ilsøth
Det kan give os afgørende spor om, hvordan Månen er blevet, som den er.
Når NASA’s Artemis-astronauter lander nær Månens sydpol i de kommende år, kan de træde ind i et af de mest videnskabeligt betydningsfulde områder på Månen.
En ny undersøgelse antyder, at området gemmer på dybe spor, der kan afsløre, hvordan Månen – og måske også Jorden – blev til.
Forskningen, ledet af planetforskeren Jeffrey Andrews-Hanna fra University of Arizona, blev offentliggjort i Nature og giver ny indsigt i Månens dramatiske begyndelse og dens markant ujævne udseende.
En enorm kollision
For omkring 4,3 milliarder år siden ramte en massiv asteroide Månens bagside og skabte South Pole–Aitken-bassinet (SPA) – det største krater på Månens overflade.
Med en strækning på over 1.900 kilometer fra nord til syd og omkring 1.600 kilometer fra øst til vest blev krateret ikke dannet ved et direkte sammenstød, men ved et skråt nedslag.
Andrews-Hannas team sammenlignede SPA med andre gigantiske nedslagsbassiner i solsystemet og opdagede en karakteristisk “dråbeform”, der bliver smallere i den retning, som nedslagslegemet bevægede sig i.
Tidligere teorier hævdede, at asteroiden kom fra syd, men de nye data viser, at den faktisk kom fra nord.
”Det betyder, at Artemis-missionerne vil lande på den nedstrøms kant af bassinet – det ideelle sted at studere Månens største og ældste nedslagsbassin, hvor det meste af materialet, der blev kastet op fra Månens indre, sandsynligvis er samlet,” sagde Andrews-Hanna i en artikel fra University of Arizona.
Hemmeligheder under overfladen
Forskerne analyserede kraterets topografi, skorpens tykkelse og kemiske sammensætning og fandt yderligere beviser for et nedslag fra nord.
Resultaterne giver også spor om, hvordan Månens indre har udviklet sig gennem milliarder af år.
Forskere mener, at den unge Måne engang var dækket af et globalt “magmahav”. Efterhånden som Månen afkølede, sank tungere mineraler og dannede kappen, mens lettere mineraler steg op og dannede skorpen.
Det sidste flydende lag mellem disse to niveauer koncentrerede visse resterende grundstoffer – kalium, sjældne jordarter og fosfor – som tilsammen kaldes “KREEP”.
”Hvis du nogensinde har glemt en sodavandsdåse i fryseren,” sagde Andrews-Hanna, ”har du måske bemærket, at når vandet fryser, vil majssirupen med høj fruktose være den sidste til at fryse og blive koncentreret i de sidste rester af væsken. Vi mener, noget lignende skete på Månen med KREEP.”
Ujævn natur
KREEP-elementer findes især på Månens forside, som vender mod Jorden og er præget af mørke vulkanske sletter. Bagsiden derimod er meget mere ujævn og dækket af kratre. Denne asymmetri har længe forvirret forskere.
Ifølge Andrews-Hanna kan den tykkere skorpe på bagsiden have presset smeltet sten fra det tidlige magmahav mod forsiden – “som tandpasta, der presses ud af en tube.”
Denne ujævne fordeling af materialer førte sandsynligvis til den intense vulkanske aktivitet, der formede den side af Månen, der er synlig fra Jorden.
SPA-krateret giver beviser for denne proces. Forskerne fandt et område med radioaktivt thorium – et tegn på KREEP-rigt materiale – koncentreret på den ene side af bassinet.
Dette markerer, ifølge forskerne, et “vindue” ind i Månens lagdelte skorpe, hvor rester af det urgamle magmahav engang flød.
Spændende for Artemis-missionerne
Resultaterne tyder på, at prøver, som samles under de kommende Artemis-missioner, kan give enestående indsigt i Månens tidlige udvikling.
Selvom rumfartøjer allerede har kortlagt thoriumaflejringer fra kredsløb, vil direkte analyser af måneklipper give et langt klarere billede.
”Disse prøver vil blive analyseret af forskere verden over, herunder på University of Arizona,” sagde Andrews-Hanna. ”Med Artemis-missionerne vil vi få prøver tilbage til Jorden, og vi vil præcist vide, hvad de består af.”
Forskerne håber, at disse prøver til sidst kan forklare, hvordan Månens mærkelige asymmetri opstod – og hvad denne historie kan afsløre om oprindelsen af Jordens nærmeste nabo.
Kilder: Nature; University of Arizona; NASA
