Julie McFadden har set det samme ske igen og igen, og hun vil have, at pårørende gør én ting helt til det sidste.
Julie McFadden er sygeplejerske i Los Angeles og har brugt år af sit liv på at sidde hos mennesker i deres allersidste timer. På de sociale medier deler hun åbent ud af det, de fleste af os helst ikke taler om: hvad der egentlig sker, når et menneske er ved at dø.
Og én ting vender hun tilbage til igen og igen.
Når et menneske nærmer sig døden, falder kroppen langsomt til ro. Personen holder op med at svare. Øjnene lukker sig, vejrtrækningen ændrer sig, og det kan se ud, som om han eller hun allerede er et helt andet sted.
Men noget bliver hængende længere, end de fleste tror.
For selvom den døende virker helt væk, kan han eller hun stadig høre jer. Hørelsen menes at være den sidste sans, der slukker, og derfor kan en kendt, kærlig stemme nå ind, længe efter at personen ikke længere kan svare eller reagere.
“Når nogen er bevidstløs og ikke reagerer på os, tror vi på, at de kan høre os,” siger hun til Tyla.
Derfor har hun ét råd til de pårørende, der sidder ved sengen: Bliv ved med at tale. Sig det, I har brug for at sige. Et farvel, et “jeg elsker dig”, en sidste tak.
Og lige så vigtigt: Lad være med at tale hen over den døende, som om personen ikke er der.
“Sig de ting, I har brug for og ønsker at sige. Og tal ikke om jeres kære, som om de ikke er til stede,” lyder hendes opfordring.
Af samme grund råder hun til at holde de svære, stressende samtaler væk fra sengen. Et roligt nærvær og de stemmer, den døende kender bedst, kan give tryghed helt til det sidste.
Selv forsøger hun altid at tale til sine patienter, som om de kunne svare tilbage. For måske hører de hvert ord.