November nærmer sig, men mange træer nægter stædigt at give slip på det grønne.
Kig dig omkring på en gåtur i disse dage. Mange træer står stadig med fulde, grønne kroner, selvom kalenderen siger slutningen af oktober.
Måske har du selv stået og tænkt tanken: Hvorfor er bladene ikke faldet endnu?
Det spørgsmål har Michael Lavelle, seniorlektor i landskabsforvaltning ved Anglia Ruskin University, et svar på. Og det handler ikke om, at træerne har glemt, hvad årstiden hedder.
For træerne følger nemlig ikke en kalender. De aflæser deres omgivelser.
“Træer oplever verden anderledes, end vi gør,” skriver han i en artikel på Anglia Ruskin Universitys hjemmeside. De reagerer på en kombination af signaler i naturen, når de skal time, hvornår bladene skal af.
Processen sker i flere trin hen over efteråret. Først sætter et plantehormon væksten ned. Efterhånden som dagene bliver kortere og køligere, danner træet et stof kaldet abscisinsyre, der hober sig op og bremser celledelingen i knopperne. Til sidst dannes et korklag ved bladets fod, og så slipper bladet sit tag.
Men hele det maskineri sætter først for alvor i gang, når det bliver koldt eller mørkt nok. Og netop dér ligger forklaringen.
Når efteråret bliver ved med at være mildt, bliver træernes dvale udskudt. De fleste løvtræer holder normalt på bladene helt frem til november, hvor det som regel bliver koldt og mørkt nok til, at de går i fuld dvale. Bliver der ikke rigtig vinterkoldt, trækker det hele ud.
Grønne blade langt ind i november er med andre ord oftest tegn på ét: et mildt efterår, der har fået træerne til at udsætte løvfaldet. Det er også grunden til, at nogle træer når at skifte til rødt og gult, mens andre bare bliver siddende grønne.
Og det er faktisk en fordel for træet. Et længere, mildere efterår giver det mere tid til at suge næring ud af bladene, før de falder.
Så skal man være bekymret, når træerne trodser kalenderen? Det mener Lavelle ikke.
“Planterne opfører sig, som de skal, og gør sig klar til alt, hvad vinteren kan finde på at kaste efter dem,” skriver han.