Jesper Bengtson
Når kornet endelig var i hus, ventede en fest, de færreste danskere kender i dag.
Forestil dig en dansk gård en sen septemberdag for over hundrede år siden. Markerne er mejet, kornet er bjærget, og det sidste læs ruller ind på gårdspladsen. Alle ved, hvad det betyder.
Nu skal der festes.
Høstfesten var belønningen efter ugers hårdt slid på markerne. Den markerede, at kornhøsten var slut, og den skulle helst være overstået til mikkelsdag den 29. september. Netop den dag var også skiftedag for tjenestefolkene. Det skriver lexABC.
Og det var ingen lille sammenkomst. Alle, der havde været med i arbejdet, var inviteret, og de måtte tage kone og børn med. Både de mænd, der havde svinget leen, og de piger, der havde bundet kornet i neg, samledes under samme tag.
Laden blev gjort klar til lejligheden. Den blev pyntet med guirlander, neg og blomster, og der blev hyret spillemænd, så der kunne danses efter maden.
Det sidste neg fik hovedrollen
Men ét øjeblik var helt særligt.
Det sidste læs korn, der blev kørt ind, blev fejret med sin egen lille fest. Ofte blev det allersidste neg pyntet og gemt, så det kunne komme med til den store høstfest.
Og neget blev ikke bare stillet i et hjørne. Det kom med helt til bords. Den pige, som havde bundet netop det neg, fik æren af at danse den første dans med det.
Det var sådan, man sagde tak for, at kornet var i hus.
Da maskinerne overtog
Festen holdt ikke evigt i sin gamle form.
Fra slutningen af 1800-tallet begyndte mejemaskinerne at overtage arbejdet på markerne. Siden fulgte selvbinderne og endnu senere traktorerne. En moderne kornhøst krævede langtfra lige så mange hænder som før.
Dermed ændrede høstfesten karakter gennem 1900-tallet. Den rykkede efterhånden ind i forsamlingshusene, hvor flere gårde slog sig sammen om at fejre, at endnu en høst var bjærget.
