Hver vinter rammer den samme tunghed millioner af os, og årsagen sidder dybt i hjernen.
Du kender følelsen. Det er mørkt, når du står op, og mørkt, når du kommer hjem. Sengen trækker lidt hårdere end om sommeren, og den gode energi, du havde i juli, er som sunket i jorden.
For nogle er det bare “vintertræthed”. Men for en mindre gruppe er det noget mere, og det har et navn: vinterdepression, eller det, lægerne kalder sæsonbetinget affektiv lidelse.
Omkring 5 procent af voksne rammes af den egentlige vinterdepression, mens mellem 10 og 20 procent mærker en mildere udgave, de såkaldte “winter blues”. Det skriver det amerikanske hospital Cleveland Clinic. Den rammer oftest kvinder, starter typisk i 18 til 30-årsalderen, og den bliver mere udbredt, jo længere væk fra ækvator man bor.
Det lys, hjernen savner
Forklaringen handler først og fremmest om lys, eller manglen på det.
Når dagene bliver korte, forskubbes kroppens indre ur. Samtidig falder aktiviteten af serotonin, det signalstof i hjernen, der er tæt forbundet med en følelse af velvære. Mindre sol betyder også mindre D-vitamin, som hjælper serotonin på vej.
Og så er der melatonin, søvnhormonet. Mørket kan sætte gang i en overproduktion, og resultatet er den der blytunge træghed, hvor man kunne sove til middag og stadig være udmattet.
Tilsammen kan det give tristhed næsten hele dagen, voldsom træthed, trang til brød og kager, vægtøgning, for meget søvn, manglende lyst til det, man plejer at holde af, og svært ved at koncentrere sig.
Det enkle redskab, der virker
Den gode nyhed er, at der findes hjælp, og noget af det virker overraskende hurtigt.
Det mest brugte er lysterapi. Man sidder foran en speciallampe på 10.000 lux i 15 til 30 minutter om dagen, allerhelst om morgenen. Bruger man den for sent på dagen, kan den tværtimod give søvnproblemer.
Mange mærker en forskel allerede efter to til fire dage, og den fulde effekt indtræffer typisk efter cirka to uger. Men man skal blive ved vinteren igennem, for stopper man, kan tungheden snige sig tilbage.
Lys er ikke det eneste. Kognitiv adfærdsterapi har ifølge Cleveland Clinic den mest langvarige effekt, og i nogle tilfælde bruges også antidepressiv medicin. Og så hjælper det helt gammeldags at komme udenfor i dagslyset, mens det er der.