En 9,5 meter lang forhistorisk krokodille har fået verdens første præcise skelet – og T-rex var måske byttet.
Vi har ingen kæmpekrokodiller i danske farvande, men de fleste kender den lille uro ved at bade et sted, hvor man ikke kan se bunden. For 76 til 83 millioner år siden var den fornemmelse velbegrundet langs den amerikanske østkyst. Her lå et af jordklodens mest frygtindgydende rovdyr på lur i det lave vand: Deinosuchus schwimmeri.
Nu kan man for første gang se dyret i fuld størrelse. Efter mere end fire årtiers forskning er der bygget en videnskabeligt korrekt skeletrekonstruktion af den enorme krokodille, og vi har set nærmere på, hvad palæontologerne fandt frem til.
Dyret blev op til 9,45 meter langt, altså cirka på størrelse med en amerikansk skolebus. Det lignede en gigantisk alligator og levede i det, der i dag er det østlige USA, i den sene kridttid.
Rovdyret der jagtede dinosaurer
Deinosuchus var toprovdyr i sit økosystem, og det gik ikke af vejen for byttedyr på størrelse med en dinosaur. Fossile dinosaurknogler fundet over hele Nordamerika bærer bidemærker og endda fastsiddende tænder fra angreb, som krokodillen står bag.
Og her kommer drejningen, der vender vores billede af kridttidens fødekæde på hovedet: Med bananstore tænder og massive kæber havde Deinosuchus en bidkraft, der sandsynligvis oversteg selv T-rexens. Den berømte kongeøgle var med andre ord ikke nødvendigvis øverst i hierarkiet ved vandkanten. Nogle gange var den snarere på menuen.
Krokodillen jagtede, som nutidens krokodiller gør: Den lå næsten usynlig i det lave kystvand og ventede på, at et intetanende dyr kom for tæt på.
40 års jagt endte på et museum
Manden bag opdagelsen er geolog David Schwimmer fra Columbus State University, der fandt sit første Deinosuchus-fossil helt tilbage i 1979. I 2020 blev arten formelt opkaldt efter ham som en anerkendelse af hans livslange arbejde med regionens kridttidsdyr.
Selve skelettet er resultatet af næsten to års samarbejde mellem Schwimmer og firmaet Triebold Paleontology, der brugte højopløste 3D-scanninger af de originale fossiler til at samle knogler og benplader korrekt. Rekonstruktionen blev afsløret sidst i december 2025 på Tellus Science Museum i Cartersville i den amerikanske delstat Georgia.
For Schwimmer handler det om mere end gys.
“Knogler og fossiler fortæller kun en del af historien. Samlet i fuld størrelse bliver replikaerne en slags bygningstegning, der hjælper os med bedre at forstå, hvor dynamiske dyr som Deinosuchus i virkeligheden var,” siger han i pressemeddelelsen fra universitetet.
Museet er indtil videre det eneste sted i verden, hvor man kan se en fuld afstøbning af arten. “Tellus er i øjeblikket det eneste museum med en afstøbning af Deinosuchus schwimmeri, så det er en oplevelse, vores gæster ikke kan få andre steder,” fortæller museets kuratoriske koordinator Rebecca Melsheimer.