En mælketand og nogle grønne sten afslørede et 5.500 år gammelt mysterium i bjergene

Mere end 2.200 meter over havet ligger en hule, hvor nogen for tusinder af år siden tændte bål, knuste grønne sten og efterlod et lille barn. Hvem barnet var, ved ingen. Men en tabt mælketand og en fingerknogle har sat arkæologerne på sporet af en historie, der vender op og ned på, hvad vi troede om livet i højderne.

Hulen, kendt som Cave 338, ligger i Freser-dalen i de østlige Pyrenæer i 2.235 meters højde. Her har et forskerhold fra blandt andet Universitetet i Granada kortlagt 23 ildsteder i flere lag af hulens bund, fyldt med knuste og brændte fragmenter af et grønt mineral. Resultaterne er offentliggjort i tidsskriftet Frontiers in Environmental Archaeology i maj.

Grønne sten brændt med vilje

Det grønne mineral minder om malakit, en kobberholdig sten, der kan opvarmes og forarbejdes til kobber. Og fragmenterne er ikke havnet i ilden ved et tilfælde.

“Mange af fragmenterne er varmepåvirkede, hvilket tydeligt antyder, at ild spillede en vigtig rolle i forarbejdningen,” siger Julia Montes-Landa fra Universitetet i Granada til phys.org. Hun slår fast, at stenene ikke blev brændt ved et tilfælde.

Lykkes det at bekræfte, at der er tale om malakit, kan hulen være en af de tidligste minelejre i højfjeldet, man kender. Forskerne understreger dog, at identifikationen af mineralet stadig er foreløbig, og at udgravningen ikke har nået bunden af hulen endnu.

Et barn deroppe i bjergene

Det mest gådefulde fund er menneskeligt. I det dybeste lag dukkede en fingerknogle og en mælketand op, der tilhørte mindst ét barn på omkring 11 år. Hvordan barnet endte i hulen, og hvorfor, kan forskerne ikke svare på. Fundet kan betyde, at der gemmer sig begravelser længere inde i hulen.

Sammen med barnets spor lå to vedhæng, smykker fra en svunden tid.

“Vi fandt to vedhæng, det ene lavet af en muslingeskal og det andet af en brunbjørnetand. De stammer fra forhistoriske sammenhænge, sandsynligvis omkring det andet årtusinde f.Kr.,” fortæller arkæologen Carlos Tornero fra det catalanske institut for menneskelig palæoøkologi og social evolution.

To tusind år med gentagne besøg

Det, der gør stedet usædvanligt, er ikke et enkelt besøg, men mønsteret. Ildstederne i det dybeste lag er mellem 5.500 og 4.000 år gamle, mens et ildsted i et yngre lag er omkring 3.000 år gammelt. Mennesker vendte altså tilbage til den samme hule igen og igen i over to tusind år.

Det bryder med en udbredt antagelse om, at forhistoriske samfund kun strejfede gennem højfjeldet i ny og næ.

“I lang tid blev højfjeldet betragtet som marginalt, steder hvor forhistoriske samfund kun lejlighedsvis kom forbi. Men vi fandt en virkelig rig arkæologisk lagfølge med flere ildsteder og et meget stort antal grønne mineralfragmenter,” siger Carlos Tornero ifølge Frontiers.

Bag de tørre fund står stadig det ubesvarede spørgsmål: hvem var barnet, der for over 5.000 år siden mistede en tand i en kold hule højt oppe i bjergene?