Der er mange, der har smidt dem på loftet, stuvet dem væk i kælderen eller pakket dem ned under en flytning og aldrig fået dem op igen - CD'erne, altså.
De skinnende skiver, der engang stod som små trofæer i stuen, side om side i tårne og stativer, er i dag mest noget, der samler støv. Og det er en skam - for nogle af dem kan faktisk være guld værd.
Ifølge Mika Tamminen, der driver den finske pladebutik Aikakone, er efterspørgslen efter cd’er stadig 'ganske god', og de bliver solgt i et jævnt tempo.
De fleste ryger dog afsted til småpenge - mellem 4 og 10 euro stykket - men der findes undtagelser:
”For nogle publikationer kan prisen være lidt højere. Prisen bestemmes meget fra sag til sag, som det er tilfældet med vinyl", forklarer Mika Tamminen ifølge mediet verkkouutiset.fi.
Det handler som altid om udbud og efterspørgsel. En cd med lavt oplag er ikke nødvendigvis noget særligt – medmindre folk rent faktisk vil købe den.
De skjulte skatte
Det er særligt enkelte udgivelser fra 80’erne og starten af 90’erne, der kan være noget værd.
Mika Tamminen nævner finske heavy metal-udgivelser fra bands som Annica Wiklund, Ironcross, Jackflash og Detthrone som eksempler på sjældenheder, der kan koste kassen.
Den højeste pris, han har set på Discogs, var 129 euro, svarende til 967 danske kroner, for Annica Wiklunds 'Badly Dreaming' og 98 euro for Detthrones 'Let the Day Begin'. Og for den helt sjældne SACD-udgave af Roadrunner fra Hurriganes blev der betalt hele 150 euro:
"Det var et helt usædvanligt tilfælde", siger Mika Tamminen.
Det er ikke alt, der glimrer
Men før du får dollar-tegn i øjnene, er det værd at slå koldt vand i blodet.
Langt de fleste cd’er - især dem fra 90’erne og 00’erne med pop og top-40 - er stort set værdiløse:
"80-90 procent af de cd’er, der tilbydes os, kunne lige så godt gå direkte til genbrugsstationen", lyder det videre fra Mika Tamminen.
Til gengæld kan du gøre lidt benarbejde selv.
Tjek dine cd’er på Discogs og se, hvad de går for. Men husk én ting: Standen er altafgørende:
"En cd skal være fejlfri for at have gensalgsværdi. Har den ridser, falder værdien med det samme".
Kan CD’en få et comeback?
Selvom streaming i dag dominerer, er cd’en ikke helt død og borte.
Mika Tamminen ser faktisk en lille genopblomstring, især fordi cd’er er billigere end moderne vinyl:
"Mange mennesker ender med at vælge en cd til 20 euro frem for en vinyl til 50-60 euro", siger han.
Så før du smider din gamle samling ud, kan det godt betale sig at give den et kærligt eftersyn. Måske ligger der en lille skat mellem Britney og Bon Jovi.