Kvinde forsøgte at fylde diesel på en Tesla - Selv Elon Musk reagerede

24/03/2024 13:05

|

Nicolai Busekist

Foto: X
Det er ikke altid let at huske, at det er en elbil, man kører i. Det fandt denne kvinde ud af på den 'hårde' måde.

Mest læste i dag

En Tesla Model Y-ejer gik viralt på de sociale medier, da hun blev filmet, mens hun forsøgte at tanke sin 100% elektriske SUV med fossilt brændstof.

22-årige Danielle Wright forklarede senere til det britiske medie Daily Star, at hun var træt og at hun på daværende tidspunkt havde haft sin Model Y i forholdsvis kort tid.

"Folk kan sige, hvad de vil på internettet, men det var en pinlig fejl. Det er ikke rart, at alle kalder mig dum og endda angriber mig for det, jeg har på, eller hvordan jeg ser ud. De gik endda så langt som at sige, at bilen ikke var min, eller at jeg har mere penge end fornuft," sagde hun, og fortsatte:

"Det er frustrerende, fordi jeg har tjent hver en øre til at købe denne bil. Det var virkelig en drøm at eje en Tesla."

Videoen endte med at gå viralt i et sådant omfang, at selveste Elon Musk endte med at reagere på optagelserne. Teslas-stifteren skrev på X, at situationer som denne 'sker fra tid til anden' fordi 'vaner er svære at ændre'.

Dermed indikerer han også, at Danielle ikke er den eneste, der har begået denne fejl. Det kan hænge sammen med, at det i de seneste år er gået rigtig stærkt med hensyn til elbiler.

I dag har langt de fleste producenter et stort fokus på elbiler, hvilket er tydeligt at se på modeller, der udbydes på markedet. Det er nemlig kun ganske få af dem, der ikke er drevet af et batteri.

Derfor er det naturligvis heller ikke utænkeligt, at der kommer flere situationer, der minder om Danielles i fremtiden.