Æsel løb væk i 2019: Fundet fem år senere et meget overraskende sted

10/07/2024 06:44

|

Sebastian Ilsøth

Foto: Instagram / Max Fennell
Et æsel, der stak af fra sit hjem i 2019, har tilsyneladende fundet en ny familie - men det er ikke blandt hverken mennesker eller dens artsfæller.

Mest læste i dag

I 2019 mistede Terrie og Dave Drewry fra Auburn, Californien deres æsel, Diesel, da Dave var ude at vandre med Diesel nær Clear Lake i Californien.

Ifølge BBC blev Diesel pludselig bange og løb væk. På trods af intensiv eftersøgning af parret og deres venner de følgende dage, lykkedes det aldrig at finde Diesel.

Drewry-parret opgav hurtigt håbet om at finde Diesel, og som årene gik uden andre spor end en enkelt optagelse fra et vildtkamera, hvor Diesel kunne ses, affandt parret sig med, at de nok aldrig ville få Diesel tilbage.

Dette ændrede sig for nogle måneder siden, da triatleten Max Fennell var på jagt i det samme naturområde, hvor Dave Drewry sidst så Diesel.

Under jagten stødte Fennell på en flok wapitihjorte, som gik sammen med et dyr, der tydeligvis ikke var en hjort.

Da Fennell undersøgte nærmere, opdagede han, at et af dyrene i flokken var et æsel. Han tog straks sin mobiltelefon frem og begyndte at filme.

Videoen blev delt på hans Instagram-profil, hvor han har mere end 20.000 følgere. Kort efter nåede videoen Dave Drewry via internettets 'magiske kræfter', og han genkendte straks Diesel, der forsvandt for omkring fem år siden.

"Nok én af mine vildeste jagtture til dato. Jeg stødte ind i en flok wapiti-hjorte, som havde adopteret et æsel. Jeg kan ikke komme mig over synet, og jeg er forbløffet over, at æslet faktisk ser glad og sund ud!" skrev Fennell til videoen. Kort efter kommenterede Dave Drewry:

"Det er faktisk Diesel. Han slap væk fra mig, mens jeg pakkede nogle ting ud i det område for 5 år siden. Det var hjerteskærende dengang. Jeg er glad for at se, at han hjælper flokken med at vokse."

Med viden om, at Diesel lever et tilsyneladende godt og lykkeligt liv i naturen, besluttede Drewry-parret, at Diesel skulle blive sammen med sin nye 'familie'. Dette er en win-win situation, ifølge en kommentar på videoen.

Kommentaren forklarer, at æsler har et "urinstinkt om at hade og angribe hunde. Ulve, ræve osv.... På en eller anden måde ved hundene det og har en instinktiv frygt for æsler." Dette beskytter måske flokken mod angreb.

Videoen med Diesel er på 12 uger blevet set mange hundredtusinde gange og har fået over 160.000 'likes'.

Dave Drewrys kommentar om, at det er Diesel på videoen, har fået næsten 13.000 'likes'.