Kvinden havde siden marts 2020 arbejdet hos Pieter Pot, der er en virksomhed, der sælger og leverer affaldsfrie dagligvarer i pantglas. I august 2022 meldte hun sig syg med alvorlige nakkesmerter. En læge og neurolog konstaterede, at der var tale om reelle smerter.
Seks uger efter sygemeldingen meddelte virksomheden, at hendes stilling ville blive opsagt, og i samme forbindelse tilbød de hende en fratrædelsesaftale. Dette tilbud afviste kvinden ifølge RTL.
Fem måneder senere lod Pieter Pot kvinden overvåge i to uger af private efterforskere. Baseret på deres observationer og en samtale med kvinden, fyrede virksomheden hende i marts. Ifølge Pieter Pot havde kvinden løjet om sin sygdom.
Observationer viste, at hun havde båret tunge ting som skraldeposer og kattefoder op ad trapper og bevæget hoved og nakke uden problemer. Hun skulle også have danset og hoppet i timevis på en festival og lavet sidelæns headbanging-bevægelser.
Baseret på en mavefornemmelse
Kvinden var uenig i fyringen og tog den derfor i retten. Ifølge afgørelsen fra byretten i Rotterdam fik kvinden medhold.
At lade medarbejdere overvåge er kun acceptabelt under særlige omstændigheder, understregede dommeren. Fordi arbejdsgiveren i dette tilfælde kun havde en 'mavefornemmelse', var denne foranstaltning ude af proportioner.
Desuden kunne virksomheden ikke konkludere, at medarbejderen løj på baggrund af efterforskernes observationer.
"Rapporten kan ikke konkludere, at medarbejderen løj over for lægen, eller at hun kunne mere, end hun havde angivet, eller på anden måde forhindrede sin integrering på arbejdspladsen," lød det i afgørelsen.
Byretten kunne forstå, at arbejdsgiveren havde spørgsmål ud fra rapporten, men fandt konklusionerne dårligt underbyggede.
"Uden bekræftelse baseret på medicinsk grundlag eller konsultation af lægen handlede Pieter Pot alt for hurtigt ved at fyre hende," lød det også.
Kostede virksomheden dyrt
Fyringen fik store økonomiske konsekvenser for Pieter Pot. Kvinden fik en almindelig fratrædelsesgodtgørelse på 3.400 euro. Desuden skulle virksomheden betale hende cirka 7.400 euro i bagudbetalt løn med en strafrente på 25 procent. Hun fik også lønnen for opsigelsesperioden på 5.400 euro.
Derudover kom en ekstra erstatning på 20.000 euro for uretmæssig fyring. Denne erstatning er lavere end de krævede 50.000 euro, da Pieter Pot økonomisk er presset. Virksomheden blev tidligere på året overtaget af investorer, da den ikke kunne klare sig selv.
Samlet set beløber erstatningen sig til over 36.000 euro, hvilket svarer til omtrent 270.000 kroner. Hendes advokat, Christian van den Heuvel, forklarede, at kvinden ikke vil anke afgørelsen.
"Hun accepterer afgørelsen, da den giver tilstrækkelig tilfredsstillelse. Det var en klar sejr, hvor det vigtigste var, at arbejdsgiveren ikke uden videre kunne starte en undersøgelse, der ikke var underlagt strenge regler. Det handler om medarbejdernes privatliv. Hvordan ville du have det, hvis du efter en sygemelding blev overvåget?" sagde han.
Jouri Schoemaker, direktør i Pieter Pot, afslørede også, at virksomheden heller ikke vil anke afgørelsen. Han mener egentlig, at dette ikke burde være sket.
"Denne sag foregik under mine forgængere, i perioden hvor jeg midlertidigt ikke ledede virksomheden. Siden juli er jeg tilbage og er trist over, at dette skete hos Pieter Pot," sagde han.
"Jeg har kontakt med den tidligere medarbejder og har et godt forhold til hende. En tilbagevenden er ikke umulig, men det er ikke aktuelt lige nu. Hun tager først en pause."